Når du kigger efter brugte elbiler, er det ikke lakken eller alufælgene, du skal hænge dig mest i. Det er batteriet. Uden et sundt batteri mister bilen hurtigt både værdi og rækkevidde – og her er der markante forskelle fra model til model.
Det viser en ny stor gennemgang fra Autoblog , som har samlet 2025-data fra telematik, OBD-målinger, flåder og auktionsrapporter. Tallene giver et klart billede af, hvor hurtigt forskellige elbiler taber kapacitet – og dermed rækkevidde – når kilometertallet stiger.
Ifølge Autoblog er konklusionen enkel:
“For den, der vil købe en brugt elbil, er batteriets helbred den absolut vigtigste faktor. Med de nyeste tal bliver det tydeligt, hvilke modeller der holder værdien bedst i form af rækkevidde – og hvilke der risikerer et hurtigere fald.”
Sådan er tallene regnet ud For at kunne sammenligne modellerne retfærdigt, har Autoblog normaliseret kapacitetstabet pr. 16.000 kørte kilometer (10.000 miles). Det betyder, at det ikke kun er de nyeste biler, der ser bedst ud, men de modeller, der reelt holder på strømmen – også når kilometertallet ryger i vejret.
Øverst på listen ligger Tesla Model 3 RWD med LFP-batteri, Chevrolet Bolt EV og EUV, Tesla Model Y Long Range og Hyundai Kona Electric. De mister bare 0,24–0,35 procent kapacitet for hver 16.000 km. Det er lavt – og forklaringen er effektiv køling, smarte styresystemer og i Teslas tilfælde en ekstra robust batterikemi.
Taberne I den anden ende finder vi Volvo XC40/C40 Recharge, BMW i3, Audi e-tron (første generation) og Nissan Leaf. De taber kapacitet hurtigere, især fordi de er bygget på tungere platforme eller kører med ældre luftkølede batterier, der har det svært i varme somre og ved mange lynladninger.
Autoblog giver tre bud på, hvorfor der er så stor forskel, batterierne imellem:
Køling: Væskekølede batterier holder generelt bedst. Varmepumpe: Giver længere vinterrækkevidde og mindre stress på batteriet. Kemi: LFP-celler er superstabile og klarer cyklus efter cyklus uden de store tab. Så næste gang du kigger på brugt elbil, så spørg ikke bare “hvor langt har den kørt?”, men “hvordan har batteriet det?”. Autoblogs data giver et godt bud på, hvilke modeller der holder sig friske længst.