Elbiler

Koldt batteri kan give op til 15 procent tab ved lynladeren

En ny test fra tyske ADAC viser, at lynladning faktisk er ganske effektiv. Men kommer du frem med et iskoldt batteri, kan en mærkbar del af den strøm, du betaler for, gå til andet end ekstra kilometer.

batteri
Foto: Clever

Når du køber 30 kWh ved en lynlader, er det ikke nødvendigvis 30 kWh, der ender i elbilens batteri. ADAC har målt energitabet på Hyundai Ioniq 6, Renault Mégane E-Tech, Tesla Model Y og Volkswagen ID.3 – og resultatet afhænger i høj grad af batteriets temperatur.

Selve DC-laderen klarer sig faktisk ganske godt. I ADACs målinger gik omkring tre procent af energien i gennemsnit tabt i omdannelsen i ladestanderen. Problemet opstår især, når batteriet er koldt.

Et koldt batteri kan koste ekstra 10 procent

Ved 23 grader og et varmt batteri målte ADAC et tab i selve bilen på blot én til fire procent. Ved nul grader og et koldt batteri ændrede billedet sig markant. Uden forvarmning steg tabet til mellem seks og ti procent.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lægges tabene i ladestanderen oveni, konkluderer ADAC, at det samlede energitab ved DC-lynladning kan ende på omkring fem til 15 procent.

Model23 °C, varmt batteri0 °C med forvarmet batteri0 °C, koldt batteri
Hyundai Ioniq 61 %1 %6 %
Renault Mégane E-Tech4 %6 %8 %
Tesla Model Y3 %4 %10 %
VW ID.33 %5 %7 %
Kilde: ADAC

Forklaringen er, at et koldt lithium-ion-batteri skal varmes op, før det kan modtage høj ladeeffekt. Den opvarmning kan kræve flere kilowatt og betales på samme måde som den strøm, der rent faktisk ender i batteriet.

Forvarmning sparer især tid

Det oplagte råd er derfor at forvarme batteriet på vej mod lynladeren. Men der er en vigtig detalje. Ifølge ADAC gør forvarmning ikke nødvendigvis turen mere energieffektiv. Strømmen til opvarmningen kommer blot fra bilens batteri under kørslen i stedet for direkte fra ladestanderen.

MERE OM SAMME EMNE:

Til gengæld kan det gøre ladestoppet markant kortere, fordi bilen kan begynde med høj ladeeffekt med det samme. Testen viser dermed også, at lynladning i sig selv ikke er den store energisluger. Det er især temperaturstyringen af batteriet, der sender energiregnskabet i den forkerte retning – og vinterkulde gør forskellen størst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hele ADACs test kan læses her (på tysk).

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER

Artikler med flest Likes de seneste syv dage.