Lad os få en enkelt ting helt på det rene – Apple er ekstremt gode til at bygge bærbare computere. Det har de altid været – og det har absolut ikke ændret sig med deres nye serie af MacBook Pro M1 Pro maskiner. Faktisk er der tale om den hurtigste bærbare jeg nogensinde har prøvet – helt uden sammenligning. Den blæser faktisk alle konkurrenter af banen – og jeg har dog haft fingrene i en hel del computere over de seneste år. Men lad os først kigge på det, der virkelig gør forskellen.
Retrodesign?
Da jeg åbner kassen og hiver MacBook Pro M1 Pro ud må jeg i første omgang sige, at det er lidt af en underlig fornemmelse. Normalt – i hvert fald med Apple produkter – er den første følelse, ”øj, hvor er den tynd – og vildt lækker!”. Med den nye 16” udgave af MacBook Pro er det mere sådan en… ”Har de sendt mig den forkerte computer ved en fejl? En fra 2013?” For helt ærligt, så ligner designet på den lukkede maskine designet på en maskine der snildt kunne være 7-8 år gammel. Den er en smule tykkere end forrige generation (og i modsætning til iPhone 13 serien der også er lidt tykkere end forrige generation, så kan det faktisk føles her) og så har jeg fået den sølvgrå udgave, hvilket forstærker følelsen.
Designet er pænt og diskret – men virker også en kende retro Tastaturet har fået fysiske funktionstaster – Touchbaren er død! HDMI og SD kortlæser – ja tak!
Når man så åbner maskinen opdager man hurtigt, at der ikke er tale om en maskine fra 2013, for den store skærm og det helt sorte tastatur ligner slet ikke. Men du skal altså indstille dig på, at du ikke nødvendigvis vil høste misundelige blikke fra andet end Apple-kendere når du sidder i toget med den nye MacBook Pro.
Artiklen fortsætter efter annoncen




