Underholdning

Ringenes Herre: Magtringene sæson 3 får premieredato

Magtringene er en af de dyreste TV serier nogensinde lavet - og nu er 3. sæson på vej.

Ringenes Herre: Magtringene

Prime Video har nu officielt bekræftet, at tredje sæson af Ringenes Herre: Magtringene får premiere den 11. november 2026. Serien vender dermed tilbage næsten to år efter anden sæson og fortsætter historien om Saurons voksende magt i Midgård.

Premieren blev annonceret under Amazons årlige Upfront-præsentation i New York, hvor streamingtjenesten ikke var bange for at fremhæve serien som en af sine vigtigste produktioner. Ifølge Amazon har Magtringene haft mere end 185 millioner seere globalt og været blandt de største drivkræfter for nye Prime Video-abonnementer.

Serien har siden premieren været en af de dyreste tv-produktioner nogensinde og samtidig en af de mest omdiskuterede, hvilket vel var forventeligt når man tager fat i et legendarisk univers som Ringenes Herre universet. Nogle fans har rost det enorme visuelle omfang, mens andre har kritiseret seriens tempo og fortolkning af Tolkiens univers.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sæson tre springer frem i tiden

Ifølge Amazon foregår tredje sæson flere år efter begivenhederne i sæson to. Historien bevæger sig nu ind i den voksende konflikt mellem elverne og Sauron, som forsøger at skabe Den Ene Ring for at sikre sig kontrollen over Midgård.

Det betyder også, at serien nu nærmer sig nogle af de begivenheder og konflikter, mange fans har ventet på siden første sæson. Amazon lover samtidig større slag og en endnu mørkere tone end i de foregående sæsoner.

En af Amazons største serier

Selvom Magtringene ofte har delt fans online, er serien fortsat en af Prime Videos største succeser målt på seertal. Første sæson er stadig den største seriepremiere i Prime Videos historie, mens anden sæson ligger blandt platformens mest sete tilbagevendende serier.

De første to sæsoner af Ringenes Herre: Magtringene kan streames på Prime Video.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.

ANDRE LÆSERE ANBEFALER