×
MultirumshøjttalereRoutere

Netgear Orbi Voice RBK50V

Orbi Voice giver dig både mesh-netværk og en intelligent højttaler med indbygget Alexa i en og samme enhed.

Netgear står bag et af årets, på papiret, mest overraskende “synergi-produkter” – en router med indbygget intelligent højttaler. Det ser måske lidt besynderligt ud på papiret, men i realiteten er det faktisk en temmelig smart ide – ikke alene udvider enheden dit mesh-netværk, du får også en højttaler med indbygget Alexa, der, hvor den placeres. Ulempen er, at den udelukkende virker på Netgear eget Ortbi-netværk – og så er den i øvrigt pænt pebret.

En dyr højttaler …

Orbi Voice kan købes som en enkeltstående satellit, hvis man allerede har et Orbi-netværk i huset, men sættet, vi har fået til anmeldelse, består af en helt ordinær mesh-router (Orbi RBR50) og så selve satellitten Orbi Voice, der har indbygget højttaler. På den måde er man dækket, hvis man skal starte et nyt netværk op. Netgear hævder, at sættet her kan dække et område på hele 300 m2, men så skal der ikke være mange forhindringer for signalet.

Orbi Voice
Sættet vi har testet består af en router og så selve Orbi Voice-højttaleren.

Orbi Voice er en her del dyrere end Amazon Echo eller Google Home, men det er flere grunde til. For det første så er Orbi Voice samtidig en mesh-satellit, der indeholder samme hardware som Orbi RBK44. For det andet så er højttaleren i Orbi Voice en kraftig 35 watt sag fra Harman-Kardon.

Høj WAF-faktor

Trods sin noget store fremtoning har Netgears Orbi-routere en højere WAF, Wife Acceptance Factor, end de fleste andre netværksprodukter. Således også Orbi Voice. Den er mere buttet end routerne og så er den pakket ind i gråt stof, der får den til at ligne en højttaler. I undertegnedes øjne er det ikke en enhed, man behøver at gemme væk. Den ser ganske godt ud på en hylde eller et bord.

På toppen har Orbi Voice trykfølsomme knapper, der optisk “forsvinder”, når de ikke betjenes og lyser op, når de berøres – eller Alexa aktiveres med stemmen. Til det formål er Voice udrustet med fire meget velfungerende mikrofoner. Der er også mulighed for at slukke for mikrofonerne, hvis man ikke bryder sig om at Alexa lytter med. Men har man de bekymringer, skal man nok i virkeligheden søge efter et andet produkt.

Bøvlet opsætning

Det er ikke første gang, jeg tester et Orbi-produkt, og normalt går opsætningen ret problemfrit. Men denne gang oplevede jeg flere benspænd. For det første havde app’en problemer med at finde routerens eget wifi-netværk under opsætningen. Orbi kunne heldigvis selv fortælle mig, at det sandsynligvis skyldtes, at der var installeret en VPN-protokol på telefonen (som jeg brugte til opsætningen). Efter at VPN-profilen blev slettet gik alt meget mere glat. Et-nul til Orbi. 

Men inden opsætningen var gennemført og et nyt netværksnavn indstillet, var jeg alligvel nødt til at genstarte app’en adskillige gange – og generelt var hele processen meget fragmenteret og frustrerende. Ikke som jeg husker Orbi fra tidligere. Og så var jeg endda ikke engang nået til at installere og aktivere Alexa, der i min optik er notorisk bøvlet.

Alexa fungerer eksemplarisk

Her blev jeg dog positivt overrasket. For i modsætning til de voldsomme problemer jeg havde med at indstille Alexa på Libratone Zipp 2, gik det temmelig problemfrit på Orbi Voice. Efter få minutter og en pædagogisk genenmgang via app’en, var damen klar.

Og jeg må sige, hun er klar. Mikrofonerne er virkelig gode til at opfange kommandoer og modsat adskillige andre Alexa-højttalere (deriblandt Libratone Zipp 2) så havde Orbi Voice ingen problemer overhovedet med at forstå mine kommandoer. Heller ikke, når musikken spillede. Men har man problemer med at aktivere assistenten, kan det gøres manuelt på en knap på toppen.

Orbi Voice
Betjeningen på toppen af Orbi Voice. Baren i toppen er volumen, der kan justeres ved at bruge fingrene eller stemmen.

Som højttaler fungerer Orbi Voice … anstændigt. Lyden er en smule mere lukket og unuanceret end jeg forventede, da jeg så Harman Kardon-logoet på fronten. Der er heller ikke voldsom bund i lydbilledet og mellemtonerne dominerer lidt for voldsomt til min smag.

Når det er sagt, så er Orbi Voice jo ikke alene en højttaler, det er også et wifi-hotspot og set med de øjne, så er det et ret imponerende produkt. Så længe man ikke forventer samme vellyd, som eksempelvis Sonos One eller føromtalte Libratone Zipp 2 leverer.

Der er fire equalizer-presets, man kan lege med, og der er også mulighed for at justere bas og diskant manuelt i app’en. 

Lynhurtigt netværk

Selv om Orbi-serien ikke er et “rigtigt” mesh-netværk (satellitterne kan kun kommunikere med routeren, ikke med hinanden) er det både hurtigt og forholdsvis stabilt. Det anmeldte sæt kan ifølge Netgear dække et areal på 300 m2 og give trådløse hastigheder på op til 3Gbps. Jeg havde i hvert fald ingen problemer med at få dækning i min 100 m2 store lejlighed, hvor Orbi’erne gladeligt overførte mit 100Mbit trådløst mellem enhederne, med trådløse hastigheder på mellem 80Mbps og 96 Mbps alt efter hvordan jeg placerede mig i forhold til betonvæggene. 

Skal dog lige nævne, at jeg oplevede en spøjs bøvs.Inden for det første døgn forsvandt forbindelsen mellem routeren og Orbi Voice to gange, hvilket gjorde mig ret bekymret. Men siden da har alting kørt helt og aldeles eksemplarisk i et par uger – endda uden, at jeg har flyttet rundt på enhederne.

Min konklusion er, at Orbi Voice leverer varen – og med den rigtige placering får du nemt god dækning over hele huset. 

Orbi Voice-satellitten har to udgående Ethernet-stik, så du kan tilslutte kablede enheder.

Spøjs fætter

Orbi Voice er et spøjst produkt. Som højttaler er det ikke den bedste, du kan få. Som router er den dyr. Men står du og mangler både et wifi-netværk og en intelligent højttaler, så finder du ikke nogen bedre løsning end her. Orbi er et af de bedre nesh-systemer på markedet. Og har du allerede et Orbi-netværk, der trænger til udvidelse og er du på udkig efter en Alexa-højttaler, så er Orbi Voice simpelthen skræddersyet til dig. Der findes bedre højttalere, men kun få der er lige så inteligente; og slet ingen med indbygget mesh-funktionalitet. Det er en kraftfuld pakke, Netgear har skruet sammen.

Samtidig formår Netgear med Orbi-serien at gå en balancegang mellem nem opsætning for begyndere og mulighed for at hive i stængerne for de mere kyndige netværksbrugere (avancerede indstillinger kan tilgås via en webbrugerflade).

På minussiden at Orbi Voice ikke kan bruges overhovedet med netværksprodukter fra andre producenter, den virker ikke for sig selv og så er den pebret. Sidst skal jeg have luft for en ting, der dog ikke tæller med i min samlede karakter: Orbi-seriens USB-stik kan ikke bruges med en ekstern harddisk eller en USB-pind. I hvert fald ikke officielt. På nettet har jeg læst om eksempler på folk der har fået det til at fungere ved at FAT-formatere disken, men det er ikke lykkes mig at få det til at fungere. Det er ærgerligt, at Netgear ikke med en simpel software-opdatering kan åbne for den mulighed – det ville være ren god erstatning for en fuldfed NAS-løsning og give Orbi’en et stærkt ekstra salgsargument.

Netgear Orbi Voice RBK50V

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

3.900 kr.

Orbi Voice er en innovativ kombination af et godt mesh-wifi og en Alexa-højttaler med hæderlig lyd. Men den er ikke for alle og enhver.

Dagspris på Pricerunner
Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.