×
Teknologi

Nu er der 5G på toppen af Mount Everest

I et imponerende reklamestunt har kinesiske Huawei sendt 150 medarbejdere og 40 okser op på toppen af Himalaya for at sætte 5G-netværk op.

Bjergbestigere og forskere på toppen af Himalaya har hurtigere mobilt internet end de fleste. I et af de mere imponerende reklamestunts har kinesiske Huawei nemlig sørget for, at der blevet installeret en 5G-forbindelse på toppen af verdens højeste bjerg, Mount everest.

Ifølge pressemeddelelsen krævede stuntet hjælp fra omkring 150 medarbejdere og 40 okser, der måtte slæbe 8 ton udstyr. Huaweis lastbiler var kun i stand til at transportere materialer og udstyr til 5.200 meters højde. Derefter var teamet afhængige af okser til at slæbe kabler, basestationer og master det sidste stykke.

– Det er ikke hver dag, at jobbet byder på bjergbestigning i minus 37 grader, og jeg skal være ærlig og indrømme, at det har været et meget udfordrende projekt. Everest har uforudsigeligt vejr, og iltniveauet i luften falder, jo højere du kommer op, så de fleste på teamet kæmpede også med højdesyge. Det var ikke kun en alvorlig test af os, men også en ekstrem-test af Huawei-udstyrets ydeevne. Begge gennemførte heldigvis missionen, siger Zhang Yong, senior-ingeniør hos Huawei.

Men … hvorfor?

Men hvorfor, kan med med rette spørge? Forskningsmæssigt spiller det nye 5G-netværk en central rolle i en ekspedition, som den nepalesiske regering har iværksat i april måned.

Målet er at genopmåle Mount Everest, fordi et jordskælv i 2015 har sået tvivl om, hvorvidt Mount Everest skulle være sunket. Med 5G-forbindelsen kan det nepalesiske bjergbestiger-team sende og modtage forskningsresultater og filer med en hastighed på 1Gbps. 

Som en bonus vil bjergbestigerne også kunne tage en pause på bjergsiden og streame Netflix eller se live-fodbold.

Det højest placerede i verden

5G-netværket er ved 6.500 meter det højest placerede i verden, og etableringen er gjort mulig med Huaweis såkaldte 5G active antenna units, som, ifølge Huawei, er “yderst kompakte og derfor særligt velegnede til infrastruktur i ekstreme områder som Mount Everest”.

Netværket består af fem 5G-basestationer fordelt på Mount Everest Base Camp ved 5.300 meter, Transition Camp ved 5.800 meter og Forward Camp ved 6.500 meter. Døgnet rundt sørger netværksspecialister udstationeret i 5.300 meters højde for at overvåge og vedligeholde netværket.

Adgang til 5G-forbindelse på Mount Everest er betinget af et abonnement hos China Mobile.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.