×
FeaturesTophistorie

Nu får din iPhone nye funktioner – her er de bedste

Apple lover at iOS 14.5 rulles ud i den kommende uge. Opdateringen er smækfyldt med nye funktioner; her er en oversigt over de bedste.

Tirsdagens Apple-event var et rent overflødighedshorn af ny hardware; iPad Pro, AirTag, Apple TV og meget mere. Men Apple lovede samtidig, at den længe ventede iOS 14.5 opdatering vil blive rullet ud i den kommende uge, helt præcis den 26. april.

Her er hurtig oversigt over de bedste nye funktioner, du kan se frem til:

Face ID virker med maske

Efter næsten et år med maskepåbud er denne funktion længe ventet. Apple gør det nemmere at låse telefonen op med Face ID, selv om man har masken på. Det kræver dog lige, at du enten har investeret eller vil købe et Apple Watch, for systemet virker kun, hvis du har både iPhone og Apple Watch. Men har du det – så sker magien helt automatisk og det er ærlig talt en befrielse.

Annonce-sporingstilladelser

Dette er måske nok den mest kontroversielle nyhed i iOS 14.5. Den er god for brugerne, men annoncørerne – i særdeleshed Facebook – jamrer højlydt. Nu har Apple nemlig sørget for, at du skal give hver enkelt app lov til at indsamle informationer om dig. Det er informationer, der blandt andet bruges til at målrette annoncer.

Når en app åbnes første gang, skal du bestemme, om den må spore dig eller ej. Hvis du kommer til at sige “ja”, kan det ændres i Indstillinger –> Anonymitet –> Sporing.

Nyt batteriværktøj

Et nyt batteriværktøj kan kalibrere batteriet i telefonen, hvis det ikke opfører sig som forventet. Apple fortæller, at værktøjet vil hjælpe brugerne med at “adressere unøjagtige estimater af batteriets sundhedstilstand”. I første omgang er værktøjet dog forbeholdt brugere af iPhone 11, 11 Pro og 11 Pro Max. Hverken iPads eller de nyere iPhone 12-modeller kan bruge funktionen. Endnu.

Siri og Spotify

Siri har hidtil været bundet til Apples egen musiktjeneste Apple Music (eller lageret på telefonen), med mindre man specifikt bad den om at spille fra en anden tjeneste, hver gang man ville høre musik. Med iOS 14.5 bliver man mødt med muligheden for at vælge en musiktjeneste, første gang Siri sættes til at spille musik. Herefter huskes indstillingen, så tjenesten fremover bliver primær. Læs eventuelt mere her.

Det løse …

  • Opdateringen sørger også for, at iPhone og iPad fremover vil understøtte de seneste spilcontrollere PS5 DualSense og Xbox Series X-controlleren.
  • Med iOS 14.5 kan man også forsyne iPhone med dual-sim 5G.
  • Ny hovedtelefon-emoji er, naturligvis, Apples egne AirPods Max.
  • Understøttelse af Apple AirTag i Find app’en.

Bliver iOS 14.5 opdateringen ikke installeret automatisk den 30. april, kan du manuelt hjælpe den på vej ved at gå ind under Indstillinger –> Generelt –> Softwareopdateringer.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.