Det danske bilmarked er midt i en historisk forandring. Antallet af eldrevne personbiler har nu passeret 700.000, viser nye tal fra Bilstatistik.dk. Det runde tal fortæller dog kun en del af historien. Ved udgangen af august var der ifølge Danmarks Statistik 694.800 elbiler ud af en samlet bestand på 2,97 millioner personbiler. Det svarede til 23,4 procent.
Med passagen af 700.000 er Danmark derfor tættere end nogensinde på, at hver fjerde bil på vejene er elektrisk. Og udviklingen går hurtigt.
100.000 elbiler på under fem måneder
Så sent som i april rundede Danmark 600.000 elbiler. Dermed er bestanden vokset med yderligere 100.000 på mindre end fem måneder. Går man lidt længere tilbage, bliver udviklingen endnu tydeligere. I oktober 2025 passerede Danmark 500.000 elbiler. På mindre end et år er der altså kommet omkring 200.000 flere eldrevne personbiler på de danske veje.
Artiklen fortsætter efter annoncen

