×
Elbiler

Ny elbils-lov kan give dieselbilerne fremgang

Fra nytår skal bilproducenterne betale bøder for at udlede CO2. Selv om loven er lavet for at fremme elbilerne, kan den give dieselbilerne fremgang.

EU-Parlamentet har vedtaget nye regler for CO2-udslip fra biler. Reglerne træder i kraft efter nytår og kan betyde gigantiske bøder til de bilproducenter, hvis biler udleder mere CO2 end tilladt. Ifølge konsulenthuset KPMG vil de nye grænser helt utilsigtet kunne give dieselbilen et comeback.

”Vores vurdering er, at især benzinmotorer uden hybridteknologi bliver ramt af den nye EU-forordning, samt at især billigere biler med benzinmotor og en CO2-udledning over grænsen kan forsvinde fra EU-markedet. Faktisk kan diesel få et mindre comeback, da CO2-udledningen fra dieselmotorer ofte ligger 10-20 procent under udledningen fra en tilsvarende benzinmotor,” skriver KPMG.

Konsulenthuset advarer også om, at de nye regler vil kunne betyde, at de billige benzinbiler droppes af producenterne og vil give højere priser på biler generelt, da hybrid- og elbiler generelt er dyrere at producere.

”Kombinationen af dyrere teknologi i bilerne, potentielle EU-bøder og udfasning af biler med ældre og billigere benzinmotorer kan gøre det dyrere for danskerne at anskaffe sig en ny bil,” skriver KPMG. 

Flere analytikere gætter på, at de nye EU-regler er stærkt medvirkende til, at eksempelvis Volkswagen har sat voldsomt fut under produktionen af elbiler. EU-reglerne er nemlig indrettet således, at elbiler tæller dobbelt i CO2-regnskabet. Hvis den gennemsnitlige CO2-udledning overskrides, skal producenten betale en bøde for hvert køretøj, der indregistreres i EU. En indregistreret elbil trækker derimod dobbelt fra i regnskabet ifølge reglerne. 

Fra 2020 og frem skal bilproducenterne betale en bøde på 95 euro per gram CO2, der overskrider den gennemsnitlige udledning på 95 gram per kilometer, ganget med det årlige antal nye biler, der er indregistreret af producenten. Den kan betyde, at en producent der overskrider grænsen med 10 gram og sælger to millioner biler i EU, får en bøde på 1,9 milliarder euro – altså over 14 milliarder kroner.

Reglerne er indført efter Dieselgate-skandalen i 2015, hvor bl.a. Volkswagen snød med udledningen af NOx – en fællesbetegnelse for to stoffer, de såkaldte kvælstofilter, kvælstofdioxid (NO2) og kvælstofoxid (NO).

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.