Google er klar med tredje generation af sine foldbare telefoner, og meget tyder på, at selskabet er nået frem til en form for stabilitet. Hvor den første Pixel Fold føltes som et eksperiment og Pixel 9 Pro Fold som en moden udgave, er Pixel 10 Pro Fold et produkt, der hviler i sig selv. Den er poleret, gennemført og teknisk stærk – men samtidig mere evolution end revolution.
Google har gjort et ærligt forsøg på at forfine oplevelsen. Det nye hængsel, højere lysstyrke, vandtæthed og længere batteritid er alle velkomne forbedringer. Alligevel føles det, som om Pixel 10 Pro Fold står i stampe. Den er stadig en rigtig god foldbar telefon, men den giver ikke nogen overbevisende grund til at vælge den frem for eksempelvis Samsung Galaxy Z Fold7 , som fortsat sætter standarden i kategorien, vel at mærke uden at jeg er blevet helt forelsket i den heller. Der mangler simpelthen det sidste finish på de foldbare før de rigtigt kan gøre sig fortjent til den ægte kærlighed.
En moden, men forsigtig udvikling De første år med foldbare telefoner var præget af eksperimenter. Hængsler knirkede, skærme knækkede, og softwareopdateringer kæmpede for at følge med – og når de var der, var det som om hele konceptet led under slet ikke at være beregnet til formatet (hvilket det jo i princippet heller ikke var…) Google var blandt de første til at tage skridtet ind i segmentet, og erfaringen kan nu mærkes. Pixel 10 Pro Fold er en teknisk set langt mere helstøbt telefon end sine forgængere.
Det er ikke til at se, at det er en ny Fold – den ligner til forveksling 9’eren. Jeg havde håbet på lidt mere – men stadig pæn! Hængslet er helt nyt. Google kalder det “gearløst” – i mangel på en bedre dansk oversættelse – og det er bygget i en kombination af stål og en aluminiumlegering af samme type som i luftfartsindustrien. Det føles markant mere solidt end tidligere, og bevægelsen er både flydende og præcis. Der er ingen modstand eller små hop i bevægelsen, når man åbner telefonen, og den kan stå i næsten enhver vinkel uden at glide sammen. Det virker altså til, at selve hængslet er ved at være på plads.
Samtidig er Pixel 10 Pro Fold den første foldbare fra Google med IP68-certificering, hvilket betyder, at den tåler både støv og vand. Det er en stor milepæl for foldbare telefoner, som historisk set har været sårbare over for fugt og snavs.
Designmæssigt er Google gået efter et mere eksklusivt udtryk. Den blågrå version jeg har lånt har en mat og lækker bagside der er nærmest immun overfor fingeraftryk, og et blankpoleret metalhængsel, der giver et mere sammenhængende udtryk end på tidligere modeller. Alt føles godt samlet, og byggekvaliteten efterlader et klart indtryk af premium, som det altid er tilfældet med Pixel telefonerne.
Skærmene tager et skridt frem Når Pixel 10 Pro Fold er lukket, fungerer den som en almindelig telefon. Den ydre skærm er på 6,4 tommer med et 20:9-format, OLED-panel, 120 Hz adaptiv opdatering og en opløsning på 1080 x 2364 pixels. Den maksimale lysstyrke er nu 3.000 nits – en markant forbedring, der gør det nemt at bruge telefonen udendørs, også i direkte sol – faktisk har jeg ikke engang haft den på fuld knald selvom der netop har været høj sol i testperioden – det er selvfølgelig også oktober, så den står ikke lige ned på skærmen, men alligevel. Panelet er dækket af Corning Gorilla Glass Victus 2, som beskytter mod ridser og stød – noget jeg af gode grunde har valgt ikke at teste – der må du til de mere eksperimenterende afkroge af internettet, jeg er sikker på, der findes en video et sted.
Når den foldes ud, viser Pixel 10 Pro Fold sin største styrke: den enorme 8-tommer “Super Actua Flex” (slap nu lige lidt af med de navne…) OLED-skærm. Opløsningen er 2076 x 2152 pixels, og den kan – ligesom den ydre – nå op på 3.000 nits. Det betyder, at både billeder og tekst står ekstremt klart. HDR-effekter fremstår levende, og farverne er præcise uden at virke overmættede.
Den store skærm gør Pixel 10 Pro Fold oplagt til multitasking, film og spil. Men de velkendte udfordringer består: Folden i midten er stadig tydelig. Den er mindre synlig end før, men man mærker den stadig under fingeren, og den kaster stadig et let skær i visse vinkler. Det er et område, hvor ingen producenter for alvor har fundet den perfekte løsning. Samtidig er formatet bare sådan lidt… Midt imellem. Bevares, en film er LIDT større på den 8″ kvadratiske skærm – men faktisk ikke meget større end på for eksempel Pixel 10 Pro XL . Så du skal være ret klar på, hvad det er du skal bruge telefonen til for virkelig at få noget ud af den – men sådan er det jo nærmest altid.
Ydeevne og batteri Under motorhjelmen på Pixel 10 Pro Fold sidder Googles egen Tensor G5-processor, flankeret af 16 GB RAM og op til 1 TB lagerplads i versionen med Zoned UFS. Det er et kraftfuldt setup, og sammen med Android 15 føles brugeroplevelsen hurtig og glat.
Tensor G5 er ikke den mest råstærke chip på markedet, men den er skræddersyet til Googles egne AI-funktioner, hvilket gør den ekstremt effektiv til billedbehandling, stemmegenkendelse og andre opgaver, hvor kunstig intelligens spiller en rolle. Systemet er samtidig mere stabilt end tidligere, og app-åbninger sker øjeblikkeligt. Der er med andre ord ydelse nok til det, der skal være ydelse til.
Batteriet i Pixel 10 Pro Fold er på 5.015 mAh – det største, Google har brugt i en foldbar. Ifølge producenten rækker det til mere end 30 timers brug, og i praksis virker det realistisk. Den oplades med kablet via USB-C eller trådløst gennem Pixelsnap-systemet, der understøtter 15W Qi2. Pixelsnap fungerer samtidig som et magnetisk tilbehørssystem, hvor man kan fastgøre opladere, standere og covers, lidt i stil med Apples MagSafe.
Kameraet er stadig et stærkt kort Kameraet er traditionelt en af Googles stærkeste sider, og Pixel 10 Pro Fold er ingen undtagelse. Den tredobbelte opsætning består af et 48-megapixel hovedkamera med 82 graders synsfelt, et 10,5-megapixel ultravidvinkelkamera med 127 grader og makrofokus, samt et 10,8-megapixel telekamera med 5x optisk zoom.
1x 2x 5x Resultatet er billeder med høj detaljegrad, præcis farvegengivelse og en meget vellykket dynamik. Google bruger stadig sin egen HDR+-pipeline, og resultatet er billeder med flot kontrast og naturlig belysning, selv i omgivelser med hårdt modlys, hvor det alligevel lykkedes at fange detaljer i skyggerne.
Selv i hårdt modlys leverer Google Pixel 10 Pro Fold glimrende på hovedkameraet Der er også kommet nye, AI-drevne funktioner. Auto Best Take vælger automatisk det bedste billede i en serie, så alle på gruppen ser godt ud. Add Me gør det muligt for fotografen selv at komme med i billedet, og Camera Coach hjælper med komposition og vinkler. Alle tre fungerer efterhånden udmærket (Add me har taget et par generationer for at være der) og er brugbare i hverdagen – når man altså husker, de er der, hvilket for mig glipper lidt – der er så mange funktioner på en smartphone i dag, at jeg har en tendens til at glemme at bruge mange af dem, på trods af at jeg faktisk godt kunne bruge dem. Og jeg tester endda smartphones til hverdag, så for almindelige brugere tror jeg kamerafunktioner som disse er noget af det, der ofte bliver glemt. Det er lidt en skam, når de nu faktisk efterhånden fungerer så godt.
En anden spændende funktion er Guided Frame, som med lyd og vibrationer hjælper blinde og svagtseende med at tage billeder. Og som den første smartphone nogensinde har Pixel 10 Pro Fold C2PA-indbygget direkte i kameraet, hvilket tilføjer verificerede metadata om, hvordan et billede er skabt.
Gemini og AI er allestedsnærværende Pixel 10 Pro Fold er også Googles mest AI-integrerede telefon til dato. Gemini er dybt indlejret i hele systemet og dukker op overalt – fra kamera til stemmestyring og produktivitet.
En af de mest imponerende nyheder er Gemini Live, som tillader brugeren at dele både kamera og skærm med assistenten. Man kan pege kameraet mod et objekt og få kontekstuel hjælp direkte på skærmen – eksempelvis forslag til opbevaring, opsætning eller reparation. Det føles naturligt og næsten som at samarbejde med en rigtig assistent.
Købere af Pixel 10 Pro Fold får et års gratis adgang til Google AI Pro, der åbner for endnu flere funktioner som Deep Research og Veo 3. Deep Research kan hurtigt sammenfatte store mængder information fra nettet, mens Veo 3 kan generere korte videoer ud fra tekst eller billeder – komplet med lyd, baggrund og bevægelse.
I praksis er mange af de nye AI-funktioner dog stadig under udvikling. De fungerer, men de føles eksperimentelle, og det kræver ofte, at man aktivt søger dem frem. Alligevel viser de tydeligt, hvor Google vil hen: mod en telefon, der ikke bare reagerer, men også assisterer.
Funktioner kun for Fold Som navnet antyder, udnytter Pixel 10 Pro Fold sin store skærm med en række funktioner, der kun findes i foldbare modeller. Instant View viser de seneste billeder direkte ved siden af kameraets søger, så man kan tjekke resultatet med det samme. Made You Look viser små animationer på yderskærmen, som fanger børns opmærksomhed – en sjov, men ret specifik idé, som måske er endnu en af de funktioner, det er fint at have, men som i praksis måske bare bliver glemt hos de fleste.
Split Screen og Drag & Drop er til gengæld der, hvor formatet for alvor giver mening. Man kan have to apps åbne side om side, flytte billeder, filer og tekst mellem dem, og hurtigt justere fordelingen af plads. Det fungerer gnidningsfrit, og skærmstørrelsen og formatet gør det oplagt til multitasking.
Til spil har Google arbejdet sammen med udviklere om at optimere titler som Asphalt Legends og Disney Speedstorm. I de spil kan man bruge yderskærmen som kontrolpanel, mens den indvendige bruges til selve spillet. Det er sjovt, men mest en gimmick.
Materialer og holdbarhed Google lægger vægt på bæredygtighed. Hele 28 procent af telefonen er lavet af genanvendte materialer, herunder aluminium, glas, sjældne metaller og kobber. Det gør Pixel 10 Pro Fold til den mest miljøvenlige foldbare, Google har lavet. Om det så siger så meget i praksis – og hvor meget af det, der er greenwashing – er jo svært at afgøre, men det er altid noget, at Google gør noget for at genbruge materialer.
Dertil kommer løftet om syv års software- og sikkerhedsopdateringer, som betyder, at telefonen potentielt kan holde længere end de fleste konkurrenter. I en branche, hvor mange modeller får tre til fire års support, er det et vigtigt signal, og det betyder, at telefonen vil have ganske lang holdbarhed – i hvert fald på softwarefronten.
En foldbar uden ny retning Når man ser på Pixel 10 Pro Fold som helhed, er det svært at finde mange svagheder – men også svært at finde noget, der virkelig overrasker. Telefonen er hurtig, flot og teknisk avanceret, men oplevelsen er stort set identisk med sidste års model.
De vigtigste nyheder er vandtæthed, et mere solidt hængsel og en lysere skærm. Det er alt sammen godt, men ikke nok til at ændre måden, man bruger telefonen på. For brugere af Pixel 9 Pro Fold er der ingen åbenlyse grunde til at opgradere, i hvert fald.
Google fortjener ros for kvaliteten og detaljegraden. Pixel 10 Pro Fold føles gennemarbejdet og pålidelig – men det er en foldbar, der befinder sig i en slags mellemperiode. Teknologien er modnet, men innovationen står stille. Jeg håber virkelig, der kommer noget lidt mere interessant over de næste par år – især hvis Apple også kaster sig ind i kampen.
Helhedsindtryk Pixel 10 Pro Fold er en fremragende foldbar telefon, men ikke en spændende en. Den viser, at Google har styr på sit håndværk, men også, at udviklingen inden for foldbare enheder er ved at stagnere. Den højere lysstyrke, forbedrede byggekvalitet og IP68-certificering løfter helhedsoplevelsen, men ikke på en måde, der ændrer konklusionen.
For dem, der allerede er tilhængere af Googles univers, er Pixel 10 Pro Fold et sikkert valg. For alle andre er det en dyr og teknisk imponerende påmindelse om, at foldbare telefoner stadig leder efter deres næste store skridt.
Specifikation Google Pixel 10 Pro Fold Skærm 8” Super Actua Flex OLED, 2076 x 2152 pixel, 1–120 Hz, 3.000 nits Ydre skærm 6,4” Actua OLED, 1080 x 2364 pixel, 60–120 Hz, 3.000 nits Processor Google Tensor G5 RAM 16 GB Lagerplads 256 GB / 512 GB / 1 TB (Zoned UFS) Kameraer 48 MP hoved (82°), 10,5 MP ultravid (127°, makrofokus), 10,8 MP tele (5x optisk zoom) Frontkamera 10 MP Dual PD (87°) Batteri 5.015 mAh, over 30 timers levetid, 15W Qi2 trådløs opladning Hængsel Gearløs multi-alloy konstruktion Materialer Mat glasbagside, aluminiumshængsel, IP68-certificeret Dimensioner (foldet) 155,2 × 76,3 × 10,8 mm Dimensioner (udfoldet) 155,2 × 150,4 × 5,2 mm Forbindelse 5G, Wi-Fi 7, Bluetooth 6, Dual SIM (nano + eSIM) Software Android 15, syv års opdateringer
Du kan læse mere om Pixel 10 Pro Fold hos Google her.
Design
Funktioner
Kamera
Batteri og opladning
Ydelse
Pris
Pris: 14.799 kr. Der er forbedringer i detaljerne – men ikke nok til at skabe reel begejstring for den nye Pixel 10 Pro Fold