En pladespillers væsentligste kvalitet er naturligvis lyden, men den må også gerne se godt ud. Og heldigvis er der langt fra 1980’ernes sorte plastikmodeller til en nymodens pladespiller, hvor der ofte er kælet for både materialer og samlekvalitet. En pladespiller er et stykke mekanik – og det må den gerne ligne. Her rammer Pro-ject Essential III plet.
Essential III er ualmindelig stilfuld – ikke mindst i den frække røde udgave, som vi fik til test. Den findes også i sort og hvid, og alle tre udgaver er dækket af pianolak, der giver pladespilleren et eksklusivt pift. Essential III er udrustet med et sjovt anti-skating-lod, der hænger i en fiskesnøre. Det får pladespilleren til at skille sig ud på den positive måde.

En anden lækker detalje er, at både motorens drivhjul og remmen er synlig på Essential III. Remmen sidder monteret rundt om pladetallerkenen. Ja, faktisk er den eneste måde at skifte mellem 33 1/3 og 45 RPM at flytte remmen fra øverste til nederste etage på drivhjulet. Det er i den grad manuel betjening. Fordelen ved Essential III er, at det er forholdsvis nemt at komme til at skifte hastighed, fordi remmen er eksponeret. På Rega Planar 1, som vi også har testet, skal pladetallerkenen fjernes helt for at komme til remmen og skifte hastigheden.
Artiklen fortsætter efter annoncen


