×
Hovedtelefoner

Samsung Gear IconX 2018

Samsungs andet bud på helt trådfri hovedtelefoner er overbevisende - IconX 2018 leverer både på avancerede funktioner, lydkvalitet og en rimelig pris

Samsung var nogle af de første med hovedtelefoner helt uden ledninger – deres første generation af IconX var avancerede: indbygget hukommelse, masser af funktionalitet og avancerede indstillinger. Men IconX var ustabile og havde en batterilevetid på under 1,5 timer. Det prøver Samsung nu at rette op på med deres nye IconX 2018. Og missionen lykkes… Næsten.

Diskret design

Samsungs IconX mere diskrete end de fleste af konkurrenterne, og vil nok mere kunne bruges i de fleste sammenhænge. Faktisk er de imponerende små, når man tænker på at batterikapaciteten (som jeg kommer tilbage til) er ganske glimrende. Faktisk er de så små, at man knap ser dem forfra – så man skal om i profil for at lægge mærke til dem – og selv der er de ikke specielt fremtrædende, sammenlignet med mange af de andre ægte trådløse – her tænker jeg især på Sonys nye 1000X, der – helt ærligt – ligner to biller i ørene

God lydkvalitet

Lydkvaliteten på ægte trådfri hovedtelefoner kan godt være alt for komprimeret og mangle bund – det har jeg hørt en del eksempler på. Men IconX 2018 leverer faktisk en ganske udmærket lydkvalitet med en fornuftig balance imellem diskant, mellemtone og bas. Især leverer de mere bas end de fleste af konkurrenterne kan levere – hvilket er godt, hvis du skal bruge dem til løb eller træning. Men efter at have brugt dem i nogle dage må jeg også sige, at jeg synes lyden er god nok til, at jeg kan finde på at bruge dem til hverdag i situationer, hvor de store BeoPlay H9 jeg ellers bruger, er lige i overkanten. Jeg skal dog ikke sammenligne direkte, for så opstår der hurtigt problemer. Men

God batterilevetid

Det største kritikpunkt ved de første IconX var batterilevetiden. Jeg fik – højst – 1,5 time ud af dem, og det var endda på en god dag. Det var decideret håbløst. Med IconX 2018 er det en helt anden sag. Nu når jeg snildt fire, fem og seks timer – så selv den langsomste marathonløber vil kunne lytte til musik på hele turen. Det er faktisk noget af det bedste, jeg indtil videre har prøvet på et par ægte trådfri høretelefoner, og det er virkelig imponerende når man tænker på, hvor små IconX er.

Pasform kan være et problem

De fleste af de nye hovedtelefoner på markedet – eksempelvis Jabras Sport Elite – er ret store. Men der er til gengæld god tyngde i dem, og de kan fylde selv de største ører ud hvis man bruger den største af de medfølgende gels. Med IconX er der simpelthen ikke så mange muligheder – her er der kun få medfølgende gels. Og dem der er, kan være problematiske at få til at sidde helt perfekt. Her må jeg simpelthen bare sige, at Samsung kunne lære noget af Jabra Sport Elite og Jaybird Run, der begge sidder bedre. Til gengæld er de også begge 100% rettet imod at man skal kunne bruge dem til sport, hvilket ikke er IconX’ største brugsscenarie. Alligevel kan jeg godt tænke mig, at Samsung gør lidt mere ud af pasformen til næste generation.

Starter selv målinger

Nu har jeg selvfølgelig lige skrevet, at sport ikke er det primære for IconX, men det er en sandhed med modifikationer, for de leverer faktisk en udmærket funktionalitet ved sport også – og med et par tricks, flere af de andre ikke kan levere. Hvis du for eksempel giver dig ud på en lille, uplanlagt løbetur starter IconX selv målingen efter nogle minutter – så du glemmer altså ikke at starte din løbetur, og alt bliver logget.

Selve softwaredelen fungerer okay, selv om Samsungs egen app er langt fra så intelligent og velfungerende som eksempelvis Runkeeper, Endemondo og de andre dedikerede apps. Heldigvis kan du sagtens bruge dem også. Der er heller ikke, som i Jabra Sport Elite, en indbygget pulsmåler – hvilket også kunne gøre IconX endnu mere anvendelige til træning.

En sidste forglemmelse i forhold til træning er, at der ikke er en “passthrough” for lyd når man løber. Eller – det er der faktisk, men den er kun tilgængelig fra appen på telefonen. Det er virkelig et problem når man eksempelvis er ude og løbe og gerne vil kunne høre trafikstøjen. Og eftersom pointen med, at hovedtelefonerne har indbygget hukommelse netop er, at man ikke skal have telefonen med, så giver det mening, at man kan slå funktionen til og fra på den ene enhed – men det er så ikke muligt. Dumt.

Glem Apple

Hvis du er iPhone bruger – og det er halvdelen af danskerne trods alt – så er IconX ikke for dig. Hvilket faktisk er en smule dumt, for jeg tror der er mange Apple brugere der ville elske dem (især når man sammenligner med Apples egne AirPods.) Men køber du IconX skal du ikke forvente at du får meget mere end et par “dumme” hovedtelefoner; IconX appen, der ellers understøtter de nyeste af Samsungs smartwatches, understøtter af uforklarlige årsager ikke IconX 2018. Det er helt ærligt for dumt, Samsung.

Hvis du bruger en Mac og en Android telefon er du lidt heldigere stillet. IconX’ manager software virker nemlig med Mac. Det er dog, ligesom på PC, en lidt begrænset affære, der kun tillader dig at kopiere musik over på telefonen – men det er stort set alt. Og selv det kan være besværligt, for det kræver at du har musikken i filer – og hvem har det længere?

Næsten i mål

Samsung Gear IconX 2018 er et sæt hovedtelefoner, der på mange måder lever op til de krav man kan have til ægte trådfri hovedtelefoner: Lyden er god, de er ekstremt avancerede, det er genialt at der er indbygget hukommelse til musik, og designet er pænt. Men pasformen kan være et problem for nogen og jeg forstår ikke, hvorfor iPhone softwaren ikke fungerer med IconX, ligesom der er nogle klare forkerte valg truffet i softwaren (tænd/sluk af passthrough, for eksempel). Men prisen på ca. 1.700 kr. er ret fantastisk for et helt nyt produkt i kategorien, og de fleste af problemerne kan fikses med software, så jeg vil alligevel anbefale IconX hvis du har en Android telefon og leder efter et par gode helt trådløse hovedtelefoner.

Samsung Gear IconX 2018

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 1.703 kr.

Lyden er god og der er masser af funktioner i den nye udgave af IconX, ligesom prisen er helt i orden. Men du skal teste pasformen inden du køber. Og hvis du har en iPhone kan du glemme det.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.