På en kold – meget kold – tidlig morgen i noget der ligner Dublins svar på Herlev står en stor kran, der er ved at hejse en grøn plade op i luften. Bag den har en lille hær af sethåndværkere banket noget, der skal forestille en del af en olieboreplatform op. Endnu højere oppe i luften hænger det, der viser sig at være en gigantisk sprinkler, der kan få kunstig regn til at vælte ud over hele konstruktionen – og alle der befinder sig i nærheden. På jorden står to mænd i store, gennemblødte jakker med luftkanoner, der blæser hårdt på kvinden der hænger fra en af jerndragerne på det der skal forestille en boreplatform. Ligesom mændene på jorden er hun gennemblødt – og altså otte-ti meter oppe i luften. Hun taler uafbrudt i sin walkie med produktionsholdet, der er placeret på jorden ti meter fra konstruktionen. Hun har efterhånden hængt der i to timer, og hænger der stadig, da vi går forbi ca. 3 timer senere – på vej hjem til vores hotel. Hvis du troede, det var glamourøst at være medvirkende i en tv-serie, så ville et besøg på denne optagelse til den nye Viaplay Original Rig 45 formentlig slå et grundigt hul i den antagelse.
Helt almindeligt at være kold og våd
Inde i bygningen der ligger bag parkeringspladsen er der også optagelser i gang, ligesom hele produktionen er placeret her. Et utal af produktionsassistenter, runnere og produktionsledere arbejder her med alle praktiske aspekter af at producere en serie som den, vi er kommet for at overvære en optagedag på. Rig 45 er Viaplays nye store satsning; en action-thriller i genren ”who dunnit” – hvem gjorde det – bliver optaget her i et industrikvarter i udkanten af Dublin. Og i den kondemnerede bygning holder hele produktionsholdet til, og her møder vi også en af skuespillerne – danske David Dencik, der har været med i et utal af serier og film.
”Det her er helt normalt. Her er ingen luksus på nogen måde – faktisk er jeg ret glad for det, jeg har fået her,” siger han og indikerer det meget spartanske rum med slidte industrigulvtæpper og et rundt bord der ligner noget fra en kantine i 80’erne. En gammel lædersofa komplimenterer det overordnede look ganske glimrende.
Artiklen fortsætter efter annoncen




