Efter år med eksplosiv vækst er virkeligheden ved at indhente Tesla. De seneste offcielle tal fra selskabet selv viser, at Teslas nedtur fortsætter i andet kvartal, hvor de globale leverancer faldt med 13 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Det er endnu en nedtur i en stadig mere presset periode for Elon Musks selskab.
Fra april til juni rullede Tesla 384.122 biler ud til kunder verden over, oplyste virksomheden onsdag. Det store flertal – 373.835 – var de velkendte Model 3 og Model Y, mens kun 13.409 biler kom fra selskabets øvrige modelprogram, som blandt andet tæller den kontroversielle Cybertruck, den aldrende Model S og den rummelige Model X SUV.
Dermed fortsætter Teslas nedtur fra første kvartal, hvor selskabet ligeledes måtte notere et dyk på 13 procent og det dårligste kvartalsresultat i over to år. Ifølge foreløbige tal fra Cox Automotive er det især det amerikanske marked, der halter – her er salget faldet med hele 20 procent i andet kvartal.
Langt fra robotbiler og AI-eventyr
Teslas aktiekurs og markedsværdi er i årevis blevet pumpet op af løfter om selvkørende biler, robotteknologi og kunstig intelligens. Men under den blankpolerede overflade er selskabet fortsat primært en bilproducent – og det er bilsalget, der i øjeblikket bløder.
Særligt den længe ventede faceliftede Model Y Juniper, som skulle være selskabets redningsplanke, ser ikke ud til at kunne vende udviklingen. Tesla offentliggør ikke specifikke salgstal fordelt på model og region, men de foreløbige analyser peger ikke på nogen markant fremgang.
LÆS OGSÅ: Donald Trump truer Tesla med DOGE.
Samtidig hænger usikkerheden som en tung dyne over selskabet. CEO Elon Musks politiske aktiviteter og kontroversielle udtalelser, blandt andet i forbindelse med hans rolle i det amerikanske “Department of Government Efficiency”, har kostet dyrt på imagekontoen. Dertil kommer, at Teslas modelprogram begynder at se slidt ud, og at prisen stadig er en barriere for mange elbilkøbere.
Alt afhænger af de nye modeller
Fremtiden for Tesla hviler nu i høj grad på de nye, mere prisvenlige modeller, som Elon Musk har lovet vil blive præsenteret i løbet af første halvår 2025. Branchen og analytikere venter spændt – for markedet sukker efter elbiler, der kombinerer lang rækkevidde med en overkommelig pris.
Om Tesla formår at levere det, eller om nedturen fortsætter, vil de kommende måneder give svaret på. Én ting er sikkert: Troen på Teslas uendelige vækst er for alvor sat på prøve.












