ElbilerTophistorie

Teslas prisnedsættelser virker … måske

Takket være nye prisnedsættelser solgte Tesla flere biler end ventet i andet kvartal. Men det er stadig færre end i samme periode sidste år.

Tesla har oplyst salgs- og produktionstal for årets andet kvartal, og de overgår analytikernes forventninger. Det er godt nok andet kvartal i træk, at den amerikanske elbilproducent solgte færre biler end året før, men tilbagegangen er mindre end ventet.

Derfor steg værdien af selskabet også væsentligt på den amerikanske børs, hvor aktien steg med imponerende 10 procent i løbet af tirsdagen.

 

De fine salgstal kommer i hælene på endnu en “prisjustering”, hvor Model 3 blev sat væsentligt ned. I alt sendte Tesla 443.956 biler ud til kunderne mellem 1. april og 30. juni. En stigning på 14,7 procent i forhold til årets første kvartal.

Samtidig blev produktionen, for tredje kvartal i træk, sat ned, så lagrene (og p-pladserne) kan blive tømt. Der blev produceret 33.000 færre biler, end der blev solgt. Noget kunne altså tyde på, at der ikke er flere prisnedsættelser i sigte i nær fremtid.

 

Ser man nærmere på de fine tal, er der dog også skygger. Det er nemlig andet kvartal i træk at Tesla sælger færre biler end i samme kvartal året inden. I forhold til Q2 sidste år har Tesla leveret 7,5 procent færre biler.

Samtidig betyder de mange prisnedsættelser, at overskudsgraden – sandsynligvis – er faldet yderligere. I første kvartal var den på 5,5 procent – et fald fra 16 procent, inden æraen med konstante prisnedsættelser blev indledt i januar 2023. Hvor meget overskudsgraden var i andet kvartal må vi vente med at finde ud af til den 23. juli, hvor Tesla fremlægger regnsskabet.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.