I praksis betyder det, at Tesla Model 3 ofte føles som en bil, der har et større batteri, end den egentlig har. Den sluger ikke strøm på samme måde som mange SUV’er, og på langtur er det en kæmpe fordel.
Opladningen er heller ikke kun et spørgsmål om maksimal effekt. Ja, 170 kW er ikke klassens højeste tal. Hyundai Ioniq 6 og enkelte 800 volt-biler kan i de rette forhold lade hurtigere. Men Tesla vinder på helheden. Ladeplanlægningen fungerer, Supercharger-netværket er let at bruge, bilen forvarmer batteriet automatisk, og man slipper for app-cirkus, defekte standere og betalingskaos i langt de fleste tilfælde.
Når man ser på prisen, effektiviteten, rækkevidden, ladeoplevelsen og den samlede brugervenlighed, er Tesla Model 3 stadig næsten urimeligt stærk.
Ladekurve: Tesla Model 3 Baghjulstræk
Måledato: 24. marts 2026 · Temperatur: 8 °C
Gns. kW (10–80): 117 kW
Ladetidskurve: Tesla Model 3 Baghjulstræk
Måledato: 24. marts 2026 · Temperatur: 8 °C
Ladetid (10–80): 25 min.
Det er let at leve med en Model 3
Men en god elbil handler ikke kun om, hvor langt den kan køre fra 100 til 0 procent. Den handler om, hvor lidt mental energi den kræver. Her er Model 3 stadig blandt de bedste.
Den husker dine indstillinger. Den varmer kabinen op via appen. Den planlægger opladning. Den opdaterer sig selv. Den fortæller, hvor mange ladestandere der er ledige. Den forbereder batteriet. Den gør det, man ellers ender med at sidde og nørde manuelt i andre elbiler. Og det er måske Teslas mest undervurderede kvalitet: Den gør elbilslivet almindeligt.
Der er stadig irritationer. Fraværet af en skærm foran føreren er stadig en smagssag. Parkeringssensorer og kamerabaserede løsninger har ikke altid været Teslas stolteste kapitel. Og interiøret kan stadig virke koldt, hvis man kommer fra en mere klassisk premiumbil.
Men i hverdagen fylder fordelene mere end irritationsmomenterne. Model 3 er hurtig uden drama, komfortabel uden at være svampet, effektiv uden at være kedelig og teknologisk uden at føles langsom eller forældet. Det lyder simpelt. Det er det ikke.
iNPUT mener …
Tesla Model 3 er ikke perfekt. Den minimalistiske kabine vil irritere nogle. Betjeningen er til tider for skærmfanatisk. Autopiloten er under par. Og hvis man vil have SUV-plads, høj siddeposition og maksimal familiefleksibilitet, er Model Y stadig det oplagte valg. Men Model 3 er en bedre bil at køre.
Den er lavere, lettere, skarpere og langt mere underholdende. Den føles som den Tesla, der stadig har lidt køreglæde i kroppen. Samtidig leverer den præcis det, Tesla er bedst til: lavt forbrug, stærk rækkevidde, nem opladning, fremragende software og en ladeoplevelse, der får mange konkurrenter til at virke unødigt besværlige.
Der findes elbiler, der kan slå Model 3 på enkeltpunkter. Men der findes næppe mange, der slår den på samlet værdi. Og det er derfor, den billigste Model 3 stadig er en af de vigtigste elbiler på markedet.
Se og sammenlign specifikationer på Tesla Model 3-varianter i vores sektion, Elbilguiden.
Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.