Der er mange måder at måle en elbil på. Den billigste er ikke nødvendigvis det bedste køb. Den med længst rækkevidde kan være dyr. Og den hurtigst ladende bil kan hurtigt miste glansen, hvis prisen stikker af. Derfor har iNPUT set på to af de vigtigste hverdagsparametre for elbilkøbere: Hvor mange WLTP-kilometer man får for pengene – og hvor meget ladehastighed man får for pengene.
Resultatet er en samlet score, hvor bilerne får point efter placering i begge discipliner. Og her er vinderen ret klar: Hyundai Ioniq 6 Long Range.
Ioniq 6 rammer plet
Hyundai Ioniq 6 Long Range topper listen med en samlet score på 69 point. Det skyldes især kombinationen af 680 kilometers WLTP-rækkevidde, en pris på 329.995 kroner og en opgivet ladehastighed på 1.340 km/t. Det giver en pris på 485 kroner pr. WLTP-kilometer og 246 kroner pr. km/t ladehastighed. Med andre ord: Ioniq 6 er ikke den billigste bil på listen, men den leverer en usædvanlig stærk kombination af lang rækkevidde og hurtig opladning til prisen.

Det er præcis den kombination, mange danske elbilkøbere jagter: færre ladestop, kortere pauser og en bil, der ikke føles som et kompromis på motorvejen.
MG4 overrasker stort
På andenpladsen lander MG4 Urban Long Range med 65 point. Den koster 189.999 kroner og leverer 416 kilometers rækkevidde. Det giver den en ekstremt stærk pris pr. WLTP-kilometer på 457 kroner. Til gengæld er ladehastigheden mere beskeden end hos de hurtigste biler på listen. Derfor vinder MG4 ikke samlet – men den viser, hvor hårdt kinesiske mærker presser markedet på pris.

Tredjepladsen går til Tesla Model 3 Long Range Baghjulstræk. Den har listens bedste rækkeviddeøkonomi med 750 kilometers WLTP-rækkevidde til 339.990 kroner. Men ladehastigheden trækker ned i den samlede score, fordi den ikke matcher de hurtigste 800 volt-biler målt i kroner pr. ladehastighed.
Hurtig opladning ændrer regnestykket
Listen viser også, hvorfor ladehastighed er blevet en afgørende faktor. Xpeng G6 RWD Standard Range er kun middelmådig på pris pr. rækkevidde, men scorer højt samlet, fordi den leverer meget hurtig opladning for pengene. Det samme gælder Xpeng G6 RWD Long Range, Zeekr 7GT Core RWD og Xpeng P7+ RWD Long Range. De er ikke nødvendigvis de billigste pr. WLTP-kilometer, men de henter meget af det tabte hjem ved lynladeren.
For bilister, der ofte kører langt, kan det være vigtigere end et lavt startbeløb. En bil med hurtig opladning kan i praksis føles mere effektiv på ferieturen end en billigere bil med langsommere ladekurve.
Billigst er ikke altid bedst
Beregningen viser samtidig, at de klassiske “billige elbiler” ikke automatisk vinder. Modeller som Peugeot e-208, Hyundai Inster Long Range og MG S5 EV Long Range klarer sig stærkt på pris, men bliver begrænset af lavere ladehastighed. Det gør dem ikke til dårlige køb. Tværtimod kan de give masser af mening som pendlerbiler. Men hvis målet er mest mulig rækkevidde og opladning for pengene, vinder de mere aerodynamiske og teknisk stærkere modeller.
Konklusionen er ret kontant: Skal pengene række længst – både på vejen og ved lynladeren – er Hyundai Ioniq 6 Long Range lige nu den mest komplette handel i vores beregning.
Sådan har vi lavet beregningen
Vi har sammenlignet de 20 elbiler, der giver mest økonomi på to vigtige punkter: rækkevidde og opladning. Først har vi regnet ud, hvor mange kroner bilen koster pr. WLTP-kilometer. Derefter har vi regnet ud, hvor mange kroner bilen koster pr. km/t ladehastighed.
Bilerne har fået point efter placering i hver kategori: flest point til bilen med mest rækkevidde for pengene og flest point til bilen med hurtigst opladning for pengene. Til sidst er pointene lagt sammen til én samlet score.
Beregningen viser altså ikke den “bedste” elbil samlet set – men hvor man får mest rækkevidde og ladehastighed for pengene.
Bemærk også, at beregningen ikke tager hensyn til udstyr overhovedet. Den er udelukkende baseret på på rækkevidde og ladehastighed.












