Toyota indvier sin fremtidsby – tegnet af Bjarke Ingels

Toyotas Woven City skal være et levende laboratorium, hvor forskere, startups og helt almindelige mennesker tester fremtidens mobilitet i praksis.

Toyota skruer tiden frem og åbner nu portene til Woven City: en spritny, intelligent by for foden af Mount Fuji i Japan. Byen er tegnet af danske Bjarke Ingels og skal fungere som et levende laboratorium for fremtidens mobilitet – og nu rykker de første beboere ind.

Det hele begyndte som en vision på CES-messen i Las Vegas i 2020, hvor Toyotas daværende topchef Akio Toyoda stod side om side med Bjarke Ingels og præsenterede planerne. Mange rystede på hovedet. Fem år senere står byen der: klar til at huse både forskere, startups, virksomheder og helt almindelige mennesker.

 

Veje over og under jorden

Woven City er bygget helt fra bunden som en by for innovation. Her findes fire typer veje: én til fodgængere, én til både gående og små mobilitetsmidler, én til biler – og en underjordisk, hvor selvkørende køretøjer kan testes i al slags vejr.

Med andre ord: en fuldskala testbane forklædt som by, hvor Toyota ikke kun tester biler, men hele mobilitetsløsninger. Det er en del af koncernens store ambition om at gå fra bilproducent til mobilitetsgigant.

 

To slags beboere

Indbyggerne deles i to grupper. Den ene består af ”opfindere”: forskere, iværksættere, startups og kunstnere, der får fri leg til at eksperimentere. Blandt de første er singer-songwriter Naoto Inti Raymi, der allerede har skrevet både byens hymne og lydlogo.

Den anden gruppe kaldes ”vævere” – almindelige mennesker, der bor eller besøger byen. Deres rolle er at afprøve de nye løsninger i hverdagen og give feedback. Toyota forventer, at cirka 300 vævere flytter ind i løbet af de næste uger, mens offentligheden får adgang næste forår.

 

Innovation med japansk tvist

Toyota bruger selv begrebet ”Kakezan” om processen: et japansk ord for multiplikation, hvor forskellige idéer væves sammen til noget større. Eller som Akio Toyoda formulerede det under indvielsen:

”Ingen virksomhed kan skabe meningsfuld Kakezan alene. Det kræver mindst to. Så lad os samle vores kræfter – og med dem vores smil. Med masser af smil kan vi virkelig væve en lysere fremtid sammen.”

 

Fakta: Woven City

  • Placering: Ved foden af Mount Fuji, Japan
  • Arkitekt: Bjarke Ingels Group (BIG)
  • Formål: Testby og levende laboratorium for fremtidens mobilitet og smart city-teknologier
  • Veje:
    • Én til fodgængere
    • Én til gående + personlig mobilitet
    • Én til biler
    • Én underjordisk til selvkørende tests
  • Indbyggere:
    • Opfindere – forskere, startups, kunstnere m.fl.
    • Vævere – almindelige beboere og besøgende, der giver feedback
  • Første bølge: Ca. 300 indbyggere flytter ind nu, offentlig adgang fra 2026

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.