×
Features

5 ting vi ved om IKEA Symfonisk Sonos-højttalerne

Officielt præsenteres de nye IKEA Symfonisk højttalere, som er lavet sammen med Sonos, først om en måned, men vi ved allerede en del om dem …

Forleden meddelte IKEA, at de endelig er klar til at præsentere sin IKEA Symonisk serie af trådløse højttalere til masserne. Det kommer til at ske under møbelmessen Salone del Mobile i Milano medio april måned – og det glæder vi os til. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi her på redaktionen er enddog meget begejstrede for Sonos’ multirumssystem – og kan IKEA give en billigere indgang til det forholdsvis dyre Sonos-system, så kommer det både os forbrugere, IKEA og Sonos til gode. 

Vi har samlet nogle af de informationer, vi har om IKEA Symfonisk. Dem kan du læse herunder.

IKEA Symfonisk

De kan dublere som boghylde

Som det ses på billedet herover, kan Symfonisk-højttaleren hænges direkte på væggen – og ideen er, at den skal dublere som en hylde. Billedet er fra IKEAs årlige Democratic Design Days konference i juni sidste år og viser en prototype på en af højttalerne. En prototype der er så færdig, at dimensionerne i hvert fald er fastlagt. For ud over at fungere som hylde ved ophæng, så passer højttaleren også direkte ind i reolsystemer fra møbelgiganten – inklusive Billy-serien.

De kan kobles til en eksisterende Sonos-opsætning

Under CES-messen i Las Vegas i januar fortalte en repræsentant fra Sonos os, at Symfonisk-højttalerne rent teknisk fremstår som reelle Sonos-højttalere. Det betyder at de kan ikke alene kan kobles trådløst sammen med et eksisterende Sonos-multirumssystem. Eventuelt kan de bruges som baghøjttalere i en surround-opsætning med Sonos Playbar, Playbase eller Beam som fronthøjttalere.

De kan betjenes via Sonos app’en

Det betyder også at de kan betjenes via Sonos-app’en, der giver en række fordele; blandt andet Trueplay-indstillingerne, der sørger for at optimere lyden i højttalerne til det rum, de er placeret i, samt adgang til et væld af musiktjenester såsom Spotify, Apple Music, Youtube Music og DR.

IKEA Symfonisk
Som det ses her kan IKEA Symfonisk både hænge og stå.

De bliver billigere end de billigste Sonos-højttalere

IKEA har endnu ikke afsløret meget om prisen på højttalerne, men det kommer sandsynligvis til at ske under møbelmessen Salone del Mobile, hvor de officielt lanceres. Vi ved dog, med IKEAs normale prissætning in mente, at de bliver billigere end Sonos’ “egne” højtalere – rygterne hævder at de bliver billigere end Sonos One, der sælges for 1.699 kroner. Det kan virke sært at Sonos går med til det, men for Sonos er fordelen, at deres multirumssystem kommer ud i flere hjem – og som alle der ejer en Sonos-højttaler ved, så er de svært vanedannende. Mere vil have mere og det kommer Sonos til gode i den sidste ende.

OPDATERET: Ved en fejl er IKEA Danmark kommet til at afsløre, at prisen for Symfonisk-højttaleren bliver på 799 kroner.

De kommer til salg senere i 2019

Selv om højttalerne lanceres under messen mellem den 9. og 14. april skal vi ikke forvente at se dem i IKEA-varehusene med det samme. Den officielle udmelding er, at de sættes til salg i “anden halvdel af 2019”, men rygterne vil vide, at de første produkter kommer i løbet af august måned. IKEA har for nyligt udsendt en teaser-video med højttalerne – den kan ses her:


Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.