Hvis man ikke ligefrem er vin-connaisseur kan det være en udfordring at ramme rigtigt, når man står foran butikshylderne med de gærede druer og skal vælge. Men nu har forskere fra DTU, Københavns Universitet og Caltech vist, at man kan tilføje et nyt, utraditionelt parameter til kunstig intelæligens, der gør det nemmere at finde et præcist match til ens egne smagsløg: Nemlig folks smagsindtryk.
– Vi har her demonstreret, at ved at fodre en algoritme med data bestående af menneskers smagsindtryk kan algoritmen lave mere præcise forudsigelser af, hvilken slags vin, vi hver især foretrækker, siger Thoranna Bender. Hun er til daglig er kandidatstuderende ved DTU og har lavet studiet.
Forskerne har afholdt vinsmagninger. Her er i alt 256 deltagere blevet bedt om at arrangere krus med forskellige vine på et stykke A3-papir ud fra, hvilke vine de synes minder mest om hinanden i smag. Jo større afstand mellem krusene, jo større forskellighed i smag. Det er en metode, som er udbredt i forbrugertests. Forskerne digitaliserede dernæst punkterne på papirarkene ved at affotografere dem.
Artiklen fortsætter efter annoncen


