Hvad koster det egentlig at køre elbil? Det spørgsmål melder sig hos mange, når de skifter benzin eller diesel ud med strøm – især i en tid, hvor elpriserne kan svinge markant. Energi Fyn har regnet på, hvad det faktisk koster at lade elbilen derhjemme, hvis man vælger en ladeløsning, hvor man betaler for sit faktiske forbrug.
Ifølge energiselskabet kan en typisk elbilejer, der kører 16.000 kilometer om året og lader bilen hjemme, forvente en månedlig udgift på cirka 407 kroner. Har man et mere blandet ladebehov og fordeler opladningen ligeligt mellem hjemmet og offentlige ladestandere, stiger prisen til omkring 700 kroner om måneden.
– Du kan virkelig lade billigt, hvis du udnytter de tidspunkter, hvor strømmen er billigst, siger Peter Resen fra Energi Fyn, der arbejder med ladeløsninger. Han peger på, at strømpriserne især i forårsperioden ofte falder til et niveau, hvor det nærmer sig gratis opladning – især i weekenderne. Nogle kunder har ifølge Resen kun betalt få ører for at oplade batteriet med 50 kWh.
Artiklen fortsætter efter annoncen

