En hidtil upubliceret rapport bestilt af det schweiziske energikontor konkluderer, at det i de fleste tilfælde er mere klimavenligt at udskifte en benzin- eller dieselbil med en elbil – også selv om den gamle bil stadig fungerer. Rapporten har været færdig siden januar 2025, men blev ikke offentliggjort. Ifølge kritikere skyldes det politisk nervøsitet og frygt for modreaktioner.
Bag rapporten står analysefirmaet INFRAS, der på opdrag fra det schweiziske program EnergieSchweiz har undersøgt, hvornår det fra et klimaperspektiv bedst kan betale sig at skifte til elbil. Konklusionen er tydelig: I over 90 procent af tilfældene er det en fordel for klimaet at skifte til en elbil i samme bilklasse – selv hvis den gamle bil stadig har mange kilometer i sig.
Klimaet vinder – næsten hver gang
Analysen baserer sig på livscyklusdata for næsten 90.000 bilmodeller på det schweiziske marked og sammenligner udledninger fra hele bilens liv: fra produktion og drift til skrotning. Især én faktor er afgørende: hvor meget bilen bliver brugt.
Artiklen fortsætter efter annoncen

