Tesla fik flere biler ud til kunderne i årets første kvartal end i samme periode sidste år. Men bag fremgangen gemmer der sig en udvikling, der er svær at bortforklare: Fabrikkerne kører hurtigere, end kunderne køber. Resultatet er et rekordstort lager af nye Teslaer, der endnu ikke har fundet en ejer.
For på papiret leverede mærket 358.023 biler globalt i første kvartal 2026, mens produktionen løb op i 408.386 biler. Det efterlader en forskel på 50.363 biler, som nu står usolgte – det højeste niveau i Teslas historie. Samtidig missede selskabet analytikernes forventninger, som ifølge Bloomberg i gennemsnit lød på 372.160 leveringer.
Flere biler end kunder
Tesla har ellers i årevis været usædvanligt dygtig til at ramme balancen mellem produktion og efterspørgsel. Derfor er det ikke bare et tal i et regnskab, når lageret vokser. Det er et signal om, at noget er blevet sværere. Når en bilproducent bygger markant flere biler, end den afleverer, presser det i sidste ende både rabatter, marginer og strategiske prioriteringer.
Artiklen fortsætter efter annoncen

