Roborock har efterhånden opbygget et ret stærkt navn inden for robotstøvsugere, men med Rockmow Z1 Lidar bevæger virksomheden sig ind på et marked, hvor tingene stadig er langt mindre modne. Robotplæneklippere er nemlig stadig en kategori, hvor selv de dyreste modeller kan opføre sig overraskende mærkeligt fra tid til anden. Derfor var forventningerne også relativt afdæmpede, da Rockmow X1 blev sat op første gang. Men efter nogle ugers brug står det ret klart, at Roborock har lavet en af de mest imponerende robotplæneklippere, jeg endnu har haft kørende i haven.
Det første man lægger mærke til, er selve designet. Rockmow Z1 Lidar ligner ikke en klassisk lille hyggelig havehjælper. Den ser aggressiv og næsten lidt overdesignet ud på en måde, der mest af alt minder om noget fra et sci-fi-univers – en form for måne rower, måske? Men det fungerer faktisk overraskende godt i virkeligheden. Børn stopper op og kigger på den, og folk der går forbi haven kaster ofte et ekstra blik ind over hækken. Det lyder måske fjollet, men det siger alligevel noget om, hvor meget fysisk tilstedeværelse den har sammenlignet med mange andre robotplæneklippere.

Samtidig matcher byggekvaliteten det visuelle udtryk. Alt føles solidt, tungt og gennemført, hvilket også er fair nok, når man tager prisen på omkring 14.999 kr. (det er det, den står til på Pricerunner ved denne anmeldelses tilbliven, i hvert fald) kroner med i regnestykket. Det her er en topmodel, og den føles også som en topmodel.
Artiklen fortsætter efter annoncen



