Er det en lampe? Er det en vase? Det er B&Os nye trådløse højttaler, Beosound Balance! Der er ingen tvivl om, at højttalerens design vil dele vandene, men det er B&O godt klar over – de har nemlig gjort sig umage for at højttaleren skal ligne en skulptur i stedet for et stykke elektronik. Under parolen ”soften technology” har de skubbet teknologien i baggrunden for at skabe en helt anden oplevelse, der skal kræse for både øjne og ører. Heldigvis er de ikke gået på kompromis med hverken funktioner, de lækre detaljer eller den gode lyd.
Står og falder med designet
Beosound Balance er en højttaler, man køber, hvis man vil er lige så interesseret i at dekorere hjemmet, som at få god lyd. På den anden side er designet så markant anderledes, at højttaleren kan spille nok så godt: Hvis man ikke forelsker sig i udseendet, vil man næppe købe den.
Naturligvis er der ikke noget som helst at sætte en finger på, når vi snakker materialer og samlekvalitet. Det er ren Bang & Olufsen-kvalitet. Foden er fremstillet af egetræ, mens toppen er beklædt med vævet stof. Det samme er i øvrigt det medfølgende strømkabel. Træ og stof bindes sammen af messingfarvede metalflader. Alt er samlet så lækkert, at man aldrig bliver i tvivl om, at det er gjort med en kærlig hånd.
Artiklen fortsætter efter annoncen







