Oven på (endnu) et rædsomt kvartalsregnskab og beskeden om, at Apple fjerner Bang & Olufsens produkter fra hylderne i Apple Store, er der endelig gode nyheder for Struer-virksomheden. Firmaets navn sælger åbenbart stadig. Ford har nemlig valgt at bruge et specialdesignet lydanlæg med B&O-logo i sin kommende Ford Mustang Mach-e elbil.
Lydanlægget vil for første gang nogensinde fylde en tredjedel af instrumentpanelet, hvor højtalerne er placeret som en integreret lydbjælke i den øverste del af panelet – og det vil, ifølge Ford, give fremragende lydkvalitet til samtlige passagerer i bilen og gøre ”enhver køretur til en fornøjelse”.
– Det kan have en positiv indflydelse på humøret at lytte til musik. Og et lydanlæg i topkvalitet betyder, at man får en bedre køretur. Studier viser også, at god lyd kan hjælpe bilister med at fokusere bedre – specielt på længere og mere monotone strækninger, udtaler Amko Leenarts, Design Director hos Ford Europa.
Artiklen fortsætter efter annoncen


