Det kan meget nemt blive fremtiden, at du skal huske at tage en hjelm på, inden du kører nogen steder på et elektrisk løbehjul. Transportminister Benny Engelbrecht har nemlig bedt Færdselsstyrelsen om at sætte et forslag om pligt til at bære hjelm til høring. Ikke bare på elektriske løbehjul, men også på selvbalancerende køretøjer og motoriserede skateboards.
Hjelmpligten vil naturligvis også gælde for udlejningsløbehjul. Årsagen er, ifølge transportministeren, at der er stor risiko for at komme galt afsted på et elløbehjul. Ifølge ministeriet er der syv gange så stor risiko for at blive involveret i en ulykke med løbehjul end med cykel.
– Der er efterhånden mange udlejningsløbehjul i trafikbilledet, og desværre ser vi, at de ofte bliver brugt til transport i nattelivet, hvor der også ofte er alkohol involveret. Et hjelmkrav vil i den forbindelse forhåbentlig medvirke til, at der kommer ekstra fokus på sikkerheden, forklarer transportminister Benny Engelbrecht.
Artiklen fortsætter efter annoncen

