Næste generation af iPad Pro kommer til april og begge modeller er udrustet med et Thunderbolt-stik. Det mener i hvert fald nyhedstjenesten Bloomberg, der som regel har ret godt styr på rygterne. Senere i år kommer der også nye udgaver af iPad mini og den “almindelige” iPad hævdes det.
Den største nyhed i de nye Pro-modeller er, ifølge nyhedstjenesten, Thunderbolt-stikket. På de seneste modeller bruges der et USB-C stik, der godt nok er fysisk identisk, men ikke lige så avanceret. Med Thunderbolt åbnes der for adskillige nye muligheder – eksempelvis tilslutning til eksterne skærme, harddiske eller andet tilbehør.
“Under testen har de nye iPad Pro-modeller brugt en Thunderbolt-tilslutning, det samme stik som på de nyeste Mac-computere med Apples egne processorer. Stikket vil ikke kræve nye opladere, men gør det muligt at tilslutte yderligere eksterne skærme, diske og andet perifert udstyr. Den gør også synkronisering af data hurtigere end USB-C teknologien, der anvendes i de nuværende modeller,” skriver Bloomberg.
Artiklen fortsætter efter annoncen

