Da jeg anmeldte den nye iPad Pro i 2018 var det med stor begejstring. På det tidspunkt var den nye formfaktor nyskabende, og iPad Pro var pludselig igen helt i front på stort set alle måder. Her, knap halvandet år senere, er der en ny version af iPad Pro på vej i butikkerne, og selv om den ikke er nær så revolutionerende som den forrige model, så er det stadig en formidabel maskine – og når det nye Magic Keyboard kommer bliver det en fuldblods arbejdsmaskine.
Mere af det samme
Ligesom den nye MacBook Air – som jeg har anmeldt her – er der ikke meget, der er ændret, rent fysisk, på den nye iPad Pro. Hvis man ikke lige kigger på kameraet, er der faktisk intet, der viser at dette er den “nye” iPad Pro. Skærmen er også den samme som fra forrige generation, så her vil man heller ikke kunne se den store forskel. I bunden sidder der et USB-C stik – også helt det samme som sidst – og både højttalere og smartconnector er de samme. Der er med andre ord ikke så meget, der har ændret sig udenpå. Undtagen altså kameraet, det kommer jeg tilbage til.
Ny processor gør ikke meget væsen af sig
Indeni, derimod, er der sket lidt; Apples egen A12X Bionic processoren er blevet erstattet af en ny processor, kaldet… A12Z Bionic. Det lyder ikke af det helt store, og det er det da heller ikke. I praksis er der blot blevet plads til en ottekernet grafikprocessor, der er en lille smule hurtigere end forrige generation. Geekbench viser nogle lidt underlige resultater:
Artiklen fortsætter efter annoncen




