Skal man tage Gene Berdichevsky for pålydende, står vi på tærsklen til en batterirevolution i samme omfang, som da de første lithium og kobolt batterier kom på markedet i starten af 1990’erne. Ved at nano-manipulere silicium, har hans firma, Sila Nanotechnologies, øget kapaciteten i lithium-ion-batterier med op til 50 procent. Nok til at gøre elektriske passagerfly til virkelighed, mener han.
Gene Berdichevsky var den syvende ansatte hos Tesla, men i 2011 forlod han den amerikanske elbilproducent for at starte sit eget selskab, Sila Nanotechnologies. Selskabet laver ikke komplette batterier, men fokuserer i stedet på en enkelt komponent og tilbyder den teknologi til andre producenter.
I starten af september kom det første forbrugerprodukt med den nye teknologi, et fitness-armbånd fra selskabet Whoop, men Sila arbejder både med BMW, Daimler og andre virksomheder. Det første større produkt – ikke nødvendigvis en bil – vil så dagens lys inden for det næste halve år, lover Berdichevsky i et interview med magasinet Wired.
Artiklen fortsætter efter annoncen

