Googles Pixel Watch-serie er på mange måder meget … Google. Uret kom første gang til Danmark i generation 2, men denne gang – med version Google Pixel Watch 3 – er det blevet en del større, og, kunne man hævde, mere “maskulint”. I hvert fald ser det noget mere rigtigt ud på mit håndled. Skulle du have et mindre håndled eller bare gerne ville have et mindre ur findes der naturligvis også stadig en udgave i 41 millimeter.
Med et design, der er både maskulint og tidløst, passer uret godt til forskellige livsstile og personlige præferencer. Det er naturligvis en smagssag om man kan lide det meget organiske (og meget runde) udseende, men jeg synes i hvert fald størrelsen har betydet, at det virker noget mere helstøbt i denne generation, med de to muligheder for størrelse.
Design og indpakning
Google Pixel Watch 3 kommer i en stilren æske, der indeholder uret, to remme i forskellige længder, samt en USB-C til 4-pins magnetisk oplader. Selve opladeren er en af de mindre imponerende aspekter ved uret, da den kræver præcis placering for at oplade effektivt. En fuldt trådløs opladningsløsning som dem, der findes hos konkurrenterne, ville have været en forbedring. Dog er urets design og udseende tiltalende, og monteringen af remmen er intuitiv og hurtig. Pixel Watch 3 kommer også med valget mellem WiFi eller WiFi/LTE, hvilket gør det muligt at bruge uret uden at have telefonen med under aktiviteter som løb og cykling.
Artiklen fortsætter efter annoncen



