×
Hifi

Anmeldelse Senz Choice DAB+ Radio

Som du måske har opdaget lukkede det “gamle” DAB signal d. 1 i denne måned – og hvis du har en radio fra før 2012 er den måske blevet helt stille nu, og du skal på jagt efter en radio med DAB+ modtagelse i stedet. Derfor er der masser af reklame for radioer både off- og online. Vi tester hen over de næste uger en række DAB radioer – vi begyndte med Amadeus ADRBT414B, og nu er tiden så kommet til Senz Choice DAB+, der er en noget billigere radio.

Trækonstruktionen er populær

Af uforklarlige årsager skal mange DAB radioer ligne noget, der er bygget i 60’erne, og det gør sig også gældende for Senz radioen, der er bygget i træ. Der holder sammenligningen med de “gode, gamle dage” så også op, for dengang var en radio en solidt bygget fætter, der skulle kunne holde i mange år. Det er tydeligvis ikke tilfældet her, for Senz Choise virker generelt billig. Når man løfter den virker det faktisk som om, man nærmest står med en helt tom kasse i hånden – der kan ikke være meget elektronik i den.

Ingen finesser

Hvor flere andre DAB+ radioer har nogle frække detaljer – som eksempelvis Bluetooth eller mulighed for at afspille SD kort eller lignende – så er der intet at komme efter på Senz Choice. Det er simpelthen en helt basal radio, uden nogen form for detaljer. Det ville i sig selv ikke gøre så meget, hvis altså ikke lydkvaliteten var god… Men det er den ikke.

Lyder som pap

Ved meget lav styrke lyder Senz Choice nogenlunde hvis man lytter til taleradio. Men skruer man bare lidt op begynder den langsomt med sikker at forvrænge lyden, og hører man musik må man finde sig i både forvrængning og manglende bas. Her er tale om dåselyd i det fineste eksempel vi har hørt i lang tid.

Kræver enormt godt signal

Selv når man folder antennen helt ud kan radioen have problemer med at finde alle DAB kanalerne. Efter flere søgninger forskellige steder i huset (der ligger på Amager, hvor vi ellers i øvrigt har fornuftig dækning) lykkedes det at få en nogenlunde komplet liste – og beholder man antennen foldet helt ud, er det muligt at høre radio de fleste steder i huset. Men det er altså stadig ikke imponerende.

Let at sætte op

Skal jeg virkelig prøve at finde noget positivt ved Senz Choice er det formentlig, at dens “styresystem” er okay opbygget og nogenlunde let at gå til – kanaler indstilles let. Men husk at slå antennen helt ud, ellers finder den simpelthen ingenting.

Senz Choice er generelt en sløj DAB+ radio, som jeg kun vil anbefale hvis du opfylder disse kriterier: 1) Du bor et sted med ualmindelig god dækning og 2) Du lytter stort set kun til taleradio ved lavt niveau.  For 300 kr. mere er Amadeaus radioen et meget bedre køb.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.