Den nye udgave af Apple Watch blev lanceret for nogle uger siden og mange var en smule skuffede over, at designet stort set er det samme som tidligere generationer – nærmest helt tilbage til den første. De (vi) havde håbet, at Apple ville have ændret på designet og fået det til at ligne deres andre produkter en smule mere – men det skete ikke i år, så måske næste år. Men hvad skete der så? Og er der sket nok til, at du skal kaste dig over det nye Apple Watch Series 7? Svaret er, som altid fristes man til at sige, et rungende “måske”. Men jeg håber denne anmeldelse kan gøre dig en smule klogere.
Lidt større ur
Apple Watch Series 7 er ikke et lille ur på nogen måde – det var 6’eren nu heller ikke, men i den nye udgave er der kommet endnu mere tyngde på. På min arm er uret stadig okay, men man skal nok prøve størrelsen før man investerer. Udover den fysiske størrelse er der også blevet plads til et par nye farver – jeg har fået den grønne til test, og den er meget diskret grøn. Faktisk nærmest så diskret mørk grøn, at den næsten er sort. Man skal i hvert fald ud i sollys før man rigtigt kan se, at uret er grønt – hvilket nogen vil synes er rigtigt fint – andre vil måske gerne have lidt mere bling. Det er der så også mulighed for med nogen af de andre farver.
Apple Watch har på designfronten altid været noget der deler folk – og dem der ikke kan lide det har ikke fået nye grunde til at købe Series 7. Men for mig personligt er det et design jeg har vænnet mig til – men som jeg også gerne ser fornyet lidt mere næste år.
Ser du et fuldskærmsbillede på skærmen er det let at se, at den er meget større Det kan være svært at se, at uret faktisk er grønt Der er plads til lidt flere ikoner i menuen
Større skærm
Det gode ved et lidt større ur er, at der så også er plads til en lidt større skærm. Samtidig har teknologien udviklet sig så det er blevet lettere at lave mindre kanter rundt om skærmen – og det har Apple udnyttet. Med andre ord får du en betydeligt større skærm end det var tilfældet på Series 6. Har du et Series 3 eller ældre vil du se en voldsom forøgelse i skærmareal.
Apple bruger den ekstra plads til at gøre tingene lidt større så det nu er lettere at ramme knapper og menuer. Der er nu også plads til et tastatur på uret – men ikke på dansk. Så med mindre du skal skrive engelske SMS’er er det pænt ligemeget – så skal du nemlig stadig diktere.
Artiklen fortsætter efter annoncen




