Da Elon Musk i slutningen af 2023 lancerede den endelige version af Cybertruck, lød ambitionen, at produktionen ville nå 250.000 enheder årligt i løbet af 2025. Men vi er nu et godt stykke inde i året, og virkeligheden er en anden. Ifølge de seneste estimater sælges Cybertruck i øjeblikket i et tempo, der svarer til blot 25.000 enheder årligt – kun en tiendedel af det forventede.
Store lagre og store rabatter
Tesla begyndte ifølge elbilsmediet Electrek 2. kvartal 2025 med omkring 2.400 Cybertrucks stående usolgte – til en samlet værdi af over 200 millioner dollars. Mange af disse biler er fra modelåret 2024 og kvalificerer sig ikke længere til den amerikanske føderale skatterabat, hvilket gør dem mindre attraktive for købere.
For at få gang i salget tilbyder Tesla nu rabatter på op til 10.000 dollars pr. bil – med et gennemsnit på cirka 8.000 dollars, hvilket i nogle tilfælde overstiger den rabat, der normalt gives ved køb af elbiler i USA. Alligevel er det kun lykkedes at reducere lageret med omkring 100 biler siden månedens begyndelse.
Artiklen fortsætter efter annoncen

