×
Gaming

Masser af Mario … og Metroid – Nintendo på E3

Nintendo kan stadig ikke følge med Switchs popularitet, men hvis du har fundet en, så kan du glæde dig til nye spil fra Nintendo selv med alle de klassiske karakterer.

Den største nyhed på Nintendos E3-presseevent var nok det nye åbne Mario-spil.

Grand Theft Mario

‘Super Mario Odyssey’ er endnu et 3D-spil med den kendte VVS-mand, der har et par nye gimmicks oppe i ærmet. Spillet tager Mario på en tur rundt til en række mere eller mindre åbne verdener. Nogle er klassiske Mario-verdener, mens andre er mere fotorealistiske.

Der er dinosaurer, New York City og så ellers en lang række mere eller mere genkendelige spilverdener.

Kast hatten og besæt

I Odyssey kan Mario besætte stort set alt ved at kaste sin hat. I traileren ser vi spilleren overtage en T-Rex, en patron, en raket og indtil flere indbyggere i New York.

En anden flot detalje er den gnidningsfri overgang mellem 2- og 3D-elementer.

Og så er der soundtracket: Den vildeste faux Broadway-musical om Mario og hans bedrifter. Den skal opleves.

Du kan tage med Mario på rejse den 27. oktober.

Mario møder Rabbids

I en af verdens mere bizarre optrin var da Nintendos  øverste chef Shigeru Miyamoto og Ubisofts ditto Yves Guillemot trådte frem på scenen ikædt Mario-gear for at annoncere et noget anderledes samarbejde.

I ‘Mario + Rabbids: Kingdom Battle’ kæmper Mario, Princess Peach og muligvis andre af de kendte Nintendokarakterer I turbaserede kampe mod Ubisofts enerverende Rabbids. De bizarre kaniner, der har lagt navn til en lang række mere eller mindre sjove spil, har haft pæn success på Nintendo Wii, så et Rabbids-spil på Nintendo Switch var oplagt – men at de fik Mario og co. Med ombord, havde ingen regnet med.

Spillet er som sagt turbaseret, så udover det farverige og surrealistiske univers, ser det rent spilteknisk ud til at have mere at gøre med strategispil som XCOM.

Spillet udkommer 29. august.

Kirby og Yoshi får deres egne Switch-titler i 2018

I mere klassisk Nintendo-news, så får to af firmaets mere nuttede karakterer deres egne spil på Switch. Den ene er den altædende lyserøde klump Kirby, der bevæbnet med sværd og flammer kæmper sig igennem spillet, der blot har fået navnet Kirby.

Det kommer engang i 2018, og du kan se traileren her.

Også Marios hyggelige dinosaur-drage-ridedyr Yoshi får sit eget platformspil. Her er stilen mere klassisk 2D-platformspil i en 3D-verden. Også her har Nintendo valgt den simpleste titel: Yoshi for Nintendo Switch.

Spillets grafiske nyskabelse er, at Yoshis verden har en flipside, hvor kulisserne ser ud til at være klippet i pap – og så er der papmasker og forklædninger, man kan udstyre de nuttede hovedpersoner med.

Metroid kommer til Switch og 3DS

Der er også et Metroid-spil på vej til Nintendos nyeste konsol, men det er vitterlig også alt vi ved. Teaser-traileren til Metroid Prime 4, fortæller os ikke andet, end at spillet er under udvikling.

Er man en af dem, der stadig har en Nintendo 3DS, så kommer Metroid Samus Returns senere i år – det er en fuldstændig opdateret version af den oprindelige Game Boy-udgave fra 1991. Selv om Nintendo Switch teknisk set også er en håndholdt konsol, så er denne version af Metroid kun til 3DS.

To gange Pokémon

Allerede 22. september i år udkommer Pokken Tournament DX. Det er et Pokémon kampspil, hvor man lokalt og online kæmper med sine Pokémons. Derudover, så har det delvist Nintendo-ejede The Pokémon Company også offentliggjort, at de arbejder på et pokémon rollespil, der endnu ikke har fået et navn.

https://www.youtube.com/watch?v=QLB-cCVwPJ0

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.