×
AnmeldelseMobil og tablets

Samsung Galaxy Tab A 2018 10,5″

Samsungs budget tablet, Tab A, er en udmærket men lidt kedelig tablet der ikke skiller sig ud på nogen måde

Tidligere på året udsendte Samsung to nye tablets uden meget ståhej – topmodellen Tab S4, som var Samsungs bud på en high end tablet og Tab A, som hører til i et mere budgetvenligt segment som vi har fået til test. Prisen er på omkring 2.100 kr. lige for tiden. Dermed ligger den et godt stykke under Tab S4 som koster omkring det dobbelte – og selvfølgelig ganske betragteligt over hvad Apples nyeste tablet, iPad Pro (som vi har testet her), koster.

Forældet men lækkert design

Kanterne på Tab A er ret store, hvilket nu – med Tab S4 og iPad Pro – får den til at virke en smule bedaget. Ikke sådan at forstå at den er grim, for det er den absolut ikke, tværtimod. Men den ligner bare ikke en moderne tablet som de kommer til at se ud fra nu af. Til gengæld er jeg ekstremt begejstret for bagsiden, der er holdt i et mat gummi, hvilket både er behageligt at røre ved og gør, at tabletten er let at holde fast på.

Udover det er Tab A velbygget, og holder Samsungs vanligt gode byggekvalitet fint. Knapperne er placeret fint under hinanden på siden og er let at føle sig frem til og betjene. Vægten er fornuftig og man bliver ikke træt af at holde tabletten i længere tid.

Der er ikke nogen fysisk hjem-knap – i stedet er der en softwareknap. Det giver en mere ren forside.

Gammelt styresystem

Samsung har ikke ry for at være de første til at komme med opdateringer til Android, og Tab A kører da også med det efterhånden halvgamle Android 8.1. Derpå har Samsung lagt deres eget Experience 9.5. Begge dele fungerer egentlig fint, men jeg kunne godt tænke mig Android 9 og jeg glæder mig meget til Samsungs næste styresystem One UI som du kan læse mere om her.

Når det er sagt, så fungerer Experience UI stadig ganske fint og er også nogenlunde pænt at se på, selv med alle de sædvanlige Android inkonsekvente designbøffer der opstår når en producent klasker sit eget UI ovenpå Android. Menuerne er placeret nogenlunde fornuftigt hele vejen rundt, og har du en Samsung telefon vil du i særdeleshed føle dig hjemme.

En god software feature er “Kids Mode” der ligger klar på startskærmen når du starter tabletten første gang. Du starter appen og kan taste detaljer ind om dit barn og installere apps, han/hun må bruge. Det fungerer rigtigt godt, og giver mening når man ser på, hvad det realistiske brugsscenarie for Tab A kunne tænkes at blive i familien.

Middelmådig skærm

Hvis der er noget, Samsung kan, så er det at bygge gode skærme til mobile enheder. Derfor er jeg også lidt skuffet over, at Tab A’s skærm ikke er lidt bedre. Bevares, det er en mellemklasse tablet, så jeg havde ikke forventet samme klasse som Tab S eller iPad Pro for den sags skyld. Men skærmen på Tab A er en LCD skærm med en ret lav betragtningsvinkel, ligesom den er svær at se udendørs. Nu kommer det selvfølgelig an på, hvordan man skal bruge den, og er den til brug hjemme i stuen af en enkelt person er det jo ikke enorme udfordringer, og det er ikke helt håbløst på nogen måde. Til gengæld er skærmens opløsning fuld HD, hvilket er glimrende til en tablet på 10,5″.

Farverne er på det jævne – og “jævn” er en god beskrivelse. Når man det meste af tiden sidder og kigger på et OLED display virker Tab A’s skærm bare flad i farverne.

Men vi er bare bedre vant fra Samsung. Ikke desto mindre skal man tage prisen i betragtning, og til lige over 2.000 kr. er der ikke mange konkurrenter, der kan byde på bedre skærme.

Jævn ydelse – med mærkelige udfald

Under alle omstændigheder fungerer systemet fint og relativt flydende. Det sker dog, at enkelte funktioner pludselig pauser eller hakker i det – også almindelige dagligdags ting. Eksempelvis har jeg oplevet at Tab A er langsom til at starte noget som simpelt som Indstillinger-appen. Men det er sjældent og jeg tror i virkeligheden mere det er nogle software problemer som på en ekstremt hurtig tablet som S4 stadig ikke kan bringe systemet i knæ – men med en noget sløvere sammensætning af hardware sker det altså alligevel.

Men som sagt er det relativt sjældent, og når det sker er det ikke voldsomt forstyrrende. Til gengæld afvikler Tab A faktisk langt de fleste krævende spil uden de store problemer. Og er man på jagt efter en god spiltablet til ungerne, der ikke må koste for meget, ja så er Tab A ikke et dårligt bud.

God batterilevetid

Jeg har haft Tab A til at køre med video i næsten 13 timer ved 75% baggrundsbelysning og generelt leverer den en fabelagtig batterilevetid. Efter en uges brug må jeg konkludere, at det føles som om, det er den tablet jeg har testet der leverer bedst på batterilevetid. Det er selvfølgelig en konsekvens af, at processoren ikke er den mest krævende i verden – og samtidig at Samsung har valgt et batteri på hele 7300mAh, hvilket i en mellemklasse tablet er rigtigt fint. Så ungerne kan altså placeres på bagsædet af bilen i mange timer uden at løbe tør for tegnefilm og spil.

Fin lyd mangler lidt dybde

Ligesom Tab S4 har Tab A også fire højttalere, og jeg synes faktisk generelt de lyder helt udmærket – især hvis tabletten er beregnet til børnespil og tv. Men hvis du vil høre musik kan du ikke, som du kan med S4 eller Huaweis MediaPad M5, nøjes med at lytte på Tab A’s højttalere. Der mangler simpelthen lidt bas, og selv en sløj bluetoothhøjttaler vil have mere dybde. Dermed ikke sagt, at højttalerne er dårlige – de lyder klart og fint til det meste i hverdagen – men en uge på hotel med Tab A som min eneste musikkilde ville ikke være godt.

Hvem skal købe Tab A

Til en pris omkring 2.000 kr. er Tab A et prisvenligt alternativ til de dyrere tablets på markedet. Den er på mange måder udmærket, og hvis du i forvejen er i Samsung økosystemet går du ikke galt i byen. Hvis du betaler det dobbelte for Tab S4 får du også en tablet der er dobbelt så god. Og vælger du eksempelvis Huaweis MediaPad får du også en tablet der er meget bedre – og som kun koster 5-600 kr. mere. Alt i alt er Tab A en fin maskine der bare burde koste 500 kr. mindre.

Samsung Galaxy Tab A

Design
Funktioner
Ydelse
Pris

Pris: 2.150 kr. (32GB, Wifi)

Samsungs Galaxy Tab A er ikke en dårlig tablet som sådan - det er en middelmådig tablet til en god pris. Og det er nok som det skal være.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.