Hyundai Ioniq 6 er ikke bilen, du køber for at glide ubemærket ind i villavejens grå leasingparade. Den ligner et stykke håndsæbe, der har været i vindtunnel. En Porsche 911, der har fået praktiske sko på. En koreansk fremtidsvision fra en designer, der både har kigget på streamlinere fra 30’erne og science fiction fra 90’erne.
Det er ikke nødvendigvis smukt. Faktisk vil nogle mene, at den er direkte sær.
Ioniq 6 er en bil, man har en holdning til, før man overhovedet har åbnet døren. Den deler vandene, og den gør det uden at undskylde. Der er masser af elbiler, der forsøger at ligne noget dyrere, mere tysk eller mere anonymt. Ioniq 6 forsøger bare at være Ioniq 6. Og så viser den sig at være langt mere end et mærkeligt designvalg.
Artiklen fortsætter efter annoncen






