×
TophistorieTV 2 Play

TV 2 PLAY når 900.000 abonnenter og lover forbedringer

De mange abonnenter kan se frem til bedre streamingkvalitet, mere indhold og bedre apps den kommende tid

TV 2 Play har rundet 900.000 abonnementer på streamingtjenesten. De nærmer sig derfor målsætningen for 2025, hvor målet lyder på 1,3 millioner tilmeldte.

Målsætningen er en del af TV 2’s koncernstrategi ‘Strategi 2025 – TV 2 PLAY til alle’. Det forventes at streamingtjenesten bliver en central del af TV 2 fremadrettet – endnu mere end i dag – da flere og flere vælger at afmelde sig det almindelige tv-signal.

For at nå dertil skal der investeres yderligere i tjenesten. Det betyder endnu mere og bedre indhold. Ligesom kvaliteten af både apps og streamingkvalitet skal løftes.

“Konkurrencen i streamingmarkedet er intensiveret, og vi gør alt, hvad vi kan, for at bevare vores gennemslagskraft med en sund, voksende forretning og ikke mindst vores publicistiske styrkeposition, hvor vi vil blive ved med at være danskernes foretrukne leverandør af kvalitetsindhold og public service. I 2022 vil vi fortsat investere massivt i produktudvikling og nye sportsrettigheder, og vi glæder os til at folde bl.a. Tour de France Grand Depart i København, fodboldlandsholdets hjemkomst og VM i fodbold ud i løbet af året”, siger Stig Møller Christensen, TV 2s kommercielle og digitale direktør.

TV 2 Play på Apple TV

SkyShowtime overtager fra Paramount+

I 2021 blev tjenesten udvidet med den amerikanske streamingtjeneste Paramount+. I løbet af 2022 bliver Paramount+ til SkyShowtime. Det sker da de to giganter Comcast og Paramount Global sammen lancerer tjenesten i 20 europæiske lande. Samarbejdet betyder at TV 2 Play vil kunne tilbyde titler fra Paramount, Universal, Dreamworks, serier fra Showtime, NBC, Sky Originals og børneindhold fra bl.a. Nickelodeon.

“Partnerskaberne med bl.a. hayu, Oiii og senest Paramount+ styrker TV 2 i konkurrencen med særligt de internationale streamingudbydere – det handler om at berige vores danske kernetilbud med udvalgte partnere, som er relevante for vores kunder. I efteråret 2022 styrker vi værditilbuddet yderligere, når Paramount+ bliver til SkyShowtime – selvfølgelig stadig integreret på TV 2 PLAY”, siger Stig Møller Christensen.

TV 2 lover bedre produkter

Det er ikke alene indholdet der forbedres, lover TV 2. Tjenestens apps skal også forbedres – de skal være nemmere at bruge. Ligesom nogle af de kernefunktioner brugerne forventer og kender fra andre tjenester, skal tilføjes.

“Det stigende antal brugere, de mange nye livekanaler og alt det nye partnerindhold på TV 2 PLAY stiller betydelige performancekrav, og derfor har vi det seneste år arbejdet intensivt og investeret massivt i at gøre vores produkt klar til at levere ny funktionalitet. Inden for overskuelig fremtid vil vi også introducere brugerprofiler, der skal give danskerne mulighed for at få en mere personlig oplevelse på TV 2 PLAY. Og så er vi også på vej med yderligere opgradering af videokvaliteten og optimeringer af vores Smart TV-apps”, siger Stig Møller Christensen.

Allerede nu kan du få en forsmag på den forbedrede oplevelse. TV 2 har nemlig åbnet for tilmelding af betatest af dets app til Apple TV-platformen tvOS.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.