Plot? Hvor vi skal hen, har vi ikke brug for plot
Men hvor er handlingsreferatet? Hvordan kan man anmelde en tv-serie, uden at fortælle, hvad den handler om? Det kan man, fordi jeg helt ærligt ikke aner det. Og jeg er ikke engang sikker på, at det er særlig vigtigt. Hvis man forventer, at Twin Peaks Returns samler historien op, som den nu var, binder nydelige knuder på de mange mysterier og runder det hele af med en nydelig afslutning, hvor man tænker ”aha, derfor!”, så er man gået helt forkert. David Lynch har selv udtalt, at han ikke altid ved, hvad hans film handler om. Det er scener, visioner og surrealistiske happenings, og er man ikke til det forunderlige og uforklarlige, så bliver man nok hurtig træt i ansigtet af Twin Peaks Returns.
Twin Peaks Returns bliver også sendt på en kabelkanal, Lynch og Frost har fået frie hænder og Lynchs status som instruktør er stærkere end nogen sinde – så hvor andre kræfter end Lynch selv prøvede at tøjle den originale Twin Peaks inden for seriegenrens og -censurens rammer, og hvor andre afsnitsinstruktører også gjorde deres normer gældende, så bliver der givet los og Twin Peaks Returns tonser ud over sletterne helt uden hæmninger.
Surrealisme i den bedste sendetid
Selvfølgelig er vi tilbage i de kendte rammer i den lille bjergby, og selvfølgelig dukker Andy, Shelly, The Log Lady, Audrey, Special Agent Albert Rosenfield og selvfølgelig Special Agent Dale Cooper (endda i indtil videre tre forskellige udgaver) op. Men det er bare ikke den samme Twin Peaks. På godt og ondt.
Twin peaks er modig, eksperimenterende og helt anderledes. Den er ikke plotbaseret eller båret af traditionelle ideer om, hvad en tv-serie skal og bør. Det er et surrealistisk spektakel, der byder på den ene sære og absurde scene efter den anden. Der er leget med lyden og det visuelle, der er chok og der er blod, død og ødelæggelse. Og der er kælet i detaljen for hver eneste scene. Det eneste, der ikke er, er et plot, som vi kender det. Og det gør nok ikke noget.
Artiklen fortsætter efter annoncen