Jeg overvejede, om jeg overhovedet kunne anmelde Twin Peaks af den simple grund, at jeg simpelthen ikke er kunstanmelder. Twin Peaks er nemlig ikke en tv-serie, det er en 18 timer lang kunstinstallation. Og vi har kun set de første fire timer.
Da Twin Peaks kom på tv for 25 år siden, revolutionerede den mediet. David Lynch og Mark Frost tog de etablerede tv-normer i en helt ny retning. Det var ikke sådan, at Twin Peaks overnight ændrede tv-landskabet for evigt, og at alle serier siden har været småsyrede og eventyrlige, men Twin Peaks banede vejen for visionære showrunners og instruktører, der ville mere med mediet og den serialiserede fortælling.
Man kan sige, at en serie som HBO’s Sopranos for alvor viste, hvad der var muligt med moderne seriefortællinger på tv, og David Chase, der stod bag Sopranos, har udtalt, at uden Twin Peaks, så ingen Sopranos.
Ikke en fortsættelse i gængs forstand
Men er Twin Peaks Returns så bare en fortsættelse af handlingen i den 25 år gamle serie? Nej. Ligesom sæson 2 tog nogle gigantiske afstikkere i forhold til den mere jordbundne sæson 1, og ligesom spillefilmen Twin Peaks: Fire Walk With Me, der havde premiere året efter Twin Peaks sluttede, tog sig nogle store kunstneriske friheder og efterlod en del fans undrende tilbage, så er Twin Peaks Returns endnu engang noget helt nyt. Twin Peaks: Fire Walk With Me var så anderledes både som film og som en del af det populære Twin Peaks-univers, at den blev modtaget med buh-råb under premieren ved det års Cannes Festival.
Der er indtil videre ingen buh-råb til Twin Peaks Returns. Der er gået 25 år, og selv om nostalgien er høj, så er den nok også falmet lidt ligesom erindringen om, hvad specielt det var, vi alle elskede ved Twin Peaks. Ligeså har David Lynch lavet film i 25 år, hvoraf flere af dem får Fire Walk With Me til nærmest at synes strømlinet og letforstålig – så overraskelsen og chokket, når tredje sene sæson af Twin Peaks går til mod overdrev, er ikke så stor.
Den gamle Twin Peaks er blot en referenceramme
Men man skal vide, at Twin Peaks Returns går til nye yderligheder. Bortset fra karaktererne, lokationerne, referencerne og dele af handlingen, så har den nye Twin Peaks mere til fælles med David Lynchs senere meget eksperimenterende film end med den originale serie. Så hvis man kun har en vag hukommelse af den oprindelige serie, og ser med, fordi man husker de charmerende weirdos og noget med ”Diane!” og en ”damn fine cup of coffee”, så bliver man nok skuffet. Når man er færdig med at være forvirret.
David Lynch har udtalt at han har tænkt og klippet Twin Peaks Returns som én 18 timer lang film. Derfor giver det nok heller ikke mening at tro, at man forstår, hvad der foregår, når vi kun er lidt over 1/5 inde. Om vi kommer til det, vil tiden så vise.
Plot? Hvor vi skal hen, har vi ikke brug for plot
Men hvor er handlingsreferatet? Hvordan kan man anmelde en tv-serie, uden at fortælle, hvad den handler om? Det kan man, fordi jeg helt ærligt ikke aner det. Og jeg er ikke engang sikker på, at det er særlig vigtigt. Hvis man forventer, at Twin Peaks Returns samler historien op, som den nu var, binder nydelige knuder på de mange mysterier og runder det hele af med en nydelig afslutning, hvor man tænker ”aha, derfor!”, så er man gået helt forkert. David Lynch har selv udtalt, at han ikke altid ved, hvad hans film handler om. Det er scener, visioner og surrealistiske happenings, og er man ikke til det forunderlige og uforklarlige, så bliver man nok hurtig træt i ansigtet af Twin Peaks Returns.
Twin Peaks Returns bliver også sendt på en kabelkanal, Lynch og Frost har fået frie hænder og Lynchs status som instruktør er stærkere end nogen sinde – så hvor andre kræfter end Lynch selv prøvede at tøjle den originale Twin Peaks inden for seriegenrens og -censurens rammer, og hvor andre afsnitsinstruktører også gjorde deres normer gældende, så bliver der givet los og Twin Peaks Returns tonser ud over sletterne helt uden hæmninger.
Surrealisme i den bedste sendetid
Selvfølgelig er vi tilbage i de kendte rammer i den lille bjergby, og selvfølgelig dukker Andy, Shelly, The Log Lady, Audrey, Special Agent Albert Rosenfield og selvfølgelig Special Agent Dale Cooper (endda i indtil videre tre forskellige udgaver) op. Men det er bare ikke den samme Twin Peaks. På godt og ondt.
Twin peaks er modig, eksperimenterende og helt anderledes. Den er ikke plotbaseret eller båret af traditionelle ideer om, hvad en tv-serie skal og bør. Det er et surrealistisk spektakel, der byder på den ene sære og absurde scene efter den anden. Der er leget med lyden og det visuelle, der er chok og der er blod, død og ødelæggelse. Og der er kælet i detaljen for hver eneste scene. Det eneste, der ikke er, er et plot, som vi kender det. Og det gør nok ikke noget.