×
ElbilerTophistorie

Vil revolutionere opladning af elbiler

Norske ENRX skal montere induktionsspoler i amerikansk motorvej, så opladning af elbiler kan ske, uden at bilen behøver at stoppe.

I en ikke så fjern fremtid behøver du måske ikke at stoppe op, for at oplade elbilen. Det norske firma ENRX har udviklet en teknologi, der åbner for muligheden. Ved hjælp af induktionsspoler, der monteres direkte i kørebanen, foregår opladning trådløst mens bilerne kører.

Det lyder måske som science fiction, men ENRX har allerede underskrevet en kontrakt med amerikanske vejmyndigheder, som vil teste løsningen på den nye State Route 516. Vejen åbnes allerede i 2025, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Systemet fungerer som udgangspunkt efter samme princip som trådløs opladning af mobiltelefonen. Bilerne skal udstyres med en modtagerenhed, der trådløst kan modtage strømmen fra induktionsspolerne og sende den videre til batteriet.

Den store forskel fra trådløs mobilopladning er, at modtagerenheden kan modtage strøm, selv når bilen er i bevægelse. Samtidig er ladeeffekten ekstrem høj: Op til 200 kW ved kørsel med 80 kilometer i timen. Dermed er systemet hurtigere end de fleste stationære ladestandere.

– Dynamisk opladning kan reducere behovet for store batterikapaciteter, så biler kan udstyres med lettere og billigere batteripakker. Dette øger yderligere fordelene ved elektriske køretøjer ved at gøre dem mere tilgængelige for en bredere vifte af forbrugere. Det er godt for både økonomien og miljøet, siger administrerende direktør Bjørn Eldar Petersen.

opladning
Den nye State Route 516 motorvej vil tilbyde trådløs opladning til både personbiler, varevogne og tunge kommercielle lastbiler (Illustration: ENRX).

Installeres i en enkelt vejbane

På State Route 516 er det meningen, at der en enkelt bane, der skal udstyres med ladeteknologien – over en strækning på 1,6 kilometer. I fremtiden skal strækningerne naturligvis være væsentlig længere, hvis det skal give nogen mening.

Til den norske tv-kanal NRK understreger direktøren dog, at der går tid inden systemet er helt klart til normal drift på offentlige veje. Der er meget, der skal afprøves og testes, og så skal man blive enige om standarder. Det tager tid, måske så meget som 10-15 år, forudser han. Han mener dog, at man i lukkede områder, såsom testen i USA, vil kunne se sådanne løsninger i brug om 2-5 år.

Læs mere: Volvo tester trådløs opladning af elbiler i Göteborg.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.