×
Elbiler

Volkswagen ID.4 bliver en direkte konkurrent til Tesla Model Y

Volkswagen ID.4 er allerede i produktion og den lader til at blive en direkte konkurrent til Teslas Model Y, målt på størrelsen.

ID.3’eren er endnu ikke nået ud til kunderne, men Volkswagen har angiveligt allerede sat den noget større Volkswagen ID.4 i produktion på fabrikken i Zwickau. ID.4’eren skulle have været præsenteret i april måned, men det blev udskudt på grund af COVID-19-pandemien. I stedet udsendte VW et par småbidder af information – eksempelvis at den får en rækkevidde ”op til 500 kilometer” ifølge WLTP-standarden.

Nu har den tyske Youtuber Nextmove været inviteret indenfor i Zwickau. Godt nok for at se produktionen af ID.3’eren, men i videoen nævner han også, at han spottede ID.4 i fabrikken og tilføjer:

”Jeg så ID.4 på produktionslinjen. Med hensyn til bilens rummelighed, så er den overbevisende. Den vil være i samme kategori som Tesla Model Y”.

Det er første gang, der slipper noget ud om størrelsen på ID.4’eren, der på billederne ligner en crossover / lille SUV. Hele videoen kan ses herunder:

Ligesom ID.3 er Volkswagen ID.4 baseret på tyskernes nye MEB-platform til elektriske biler. Det bliver VW’s første elbil, der skal sendes ud over hele verden (altså inklusive USA og Kina). ID.3’eren er blevet målt og vejet for lille og let til det amerikanske marked, hvor større = bedre.

ID.4 vil i første omgang blive lanceret i en baghjulstrukken udgave, men vil senere også være tilgængelig i en firehjulstrukken model. Prisen forventes at blive på forholdsvis beskedne 40.000 dollars for den mindste variant – hvilket er noget mindre end konkurrenten Tesla Model Y, der har en startpris på knapt 53.000 dollars. Hvad den ender på i Danmark kan man kun gisne om.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.