ElbilerTophistorie

Volkswagen øjner ny indtægtskilde – pølser

Volkswagens ikoniske currywurst bliver klar til mikroovnen og en tur i indkøbskurven. Det handler ikke længere kun om biler – pølserne er blevet en seriøs forretning.

Volkswagen er kendt for Golf, Passat og elbiler med ID-navne. Men nu satser den tyske bilkæmpe på en helt anden slags produktlinje: currywurst. Ja, pølser. Fra juni 2025 vil en færdigret-version af den berømte VW-currywurst være at finde på hylderne i udvalgte tyske supermarkeder som Edeka og Netto, i det nordlige og østlige Tyskland. En landsdækkende lancering ventes at følge, fortæller Autocar.

Og det er ikke bare et PR-stunt. Ifølge Volkswagens egne tal blev der i 2024 solgt næsten 8,6 millioner af firmaets pølser – flere end antallet af biler og varevogne med VW-logoet, som landede på 5,2 millioner. Tager man hele Volkswagen-koncernen med, sniger bilsalget sig lige op over pølsesalget med 9,03 millioner – men det er stadig tæt løb.

 

Fra fabriksfrokost til folkeeje

Pølsen har været en del af Volkswagens kultur siden 1973, hvor den første gang blev serveret i virksomhedens kantine i Wolfsburg. Det var oprindeligt tænkt som et internt tilbud til medarbejderne, men currywursten fik hurtigt kultstatus og spredte sig langt ud over fabriksportene.

Den nye version er færdigpakket og klar til mikroovnen. I modsætning til tidligere færdigretter med currywurst, der har været på markedet siden 00’erne, følger VW-udgaven ikke med en separat pose karrykrydderi. Ifølge Dietmar Schulz, som leder Volkswagens interne slagteriafdeling, skyldes det ganske enkelt, at “der allerede er nok karry i – både i pølsen og i sovsen.”

 

Ikke bare en gimmick

Selvom det måske lyder som en skæv anekdote fra bilbranchen, er currywursten for længst blevet en reel forretningsgren. Volkswagens slagterivirksomhed angives ikke i koncernens årsregnskab, men estimater peger på millionindtægter i euro – årligt. Pølseretten bærer endda sit eget officielle reservedelsnummer: 199 398 500 A.

Internt i koncernen er currywursten næsten hellig. Da en af VW’s kantiner forsøgte at udskifte den med en vegetarisk variant, opstod der hurtigt protester under sloganet: “Ingen Volkswagen-pølse? Glem det!”

Det er endnu uvist, om currywursten på sigt krydser grænsen til Danmark, eller om vi må en tur over grænsen for at prøve den af. Men ét er sikkert: I Wolfsburg handler det ikke længere kun om biler. VW har fundet en ny indtægtskilde i slagterafdelingen – og den lugter af ketchup og karry.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.