Homey har længe været kendt som den mest bredt kompatible smarthome-platform på markedet. Filosofien er enkel: Én hub der kan tale med stort set alt. Med Homey Pro Mini forsøger virksomheden at gøre systemet mere tilgængeligt, både fysisk og økonomisk, uden at gå på kompromis med funktionerne. Mini er en kompakt enhed med moderne radiosystemer, adgang til Homeys store app-bibliotek og muligheden for at samle en lang række protokoller under ét tag.
I praksis viser Homey Pro Mini sig som et kompetent produkt – men også et produkt, der rammer lidt ved siden, især efter lanceringen af Homey Pro (2026), som til samme pris som tidligere nu kommer med dobbelt så meget RAM og altså betydeligt mere kraft.
Design og hardware
Homey Pro Mini bygger videre på det runde, diskrete design, Homey har brugt i flere år. Den er elegant, fylder meget lidt og føles solidt bygget. Under overfladen ligger et imponerende udvalg af trådløse teknologier: Thread, Zigbee og Matter – altså alle de moderne forbindelsesteknologier, man forventer af en hub i 2026. For en lille enhed er det stærkt. Rækkevidden er god, og tilslutning af enheder går typisk hurtigt og uden problemer.
Artiklen fortsætter efter annoncen





