Der er sket noget på det danske elbilmarked. Da vi i april gjorde regnskabet op, var det MG4 EV Extended Range, der gav danskerne mest officiel rækkevidde for pengene. Tesla lå lige i hælene, mens Kia, Nissan og Ford også blandede sig i toppen.
Men et halvt år er lang tid i elbilernes verden. Nye modeller er kommet til, flere producenter har skruet på priserne, og konkurrencen er blevet endnu mere brutal. Vi har derfor fundet lommeregneren frem igen. Og denne gang er resultatet ikke bare en mindre rokade i toppen.
MG har mistet førstepladsen. Og den nye konge koster under 200.000 kroner.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Leapmotor giver mest rækkevidde for pengene
Navnet er Leapmotor B05 Life ProMax (læs eventuelt vores prøvekørsel af bilen). En kinesisk elbil, der måske ikke får pulsen op hos alle bilentusiaster, men som til gengæld leverer et regnestykke, der er svært at argumentere imod. For 199.990 kroner får man en elektrisk hatchback med et batteri på 67,1 kWh og en officiel WLTP-rækkevidde på 482 kilometer. Det svarer til blot 415 kroner pr. WLTP-kilometer.
Leapmotor B05 (foto: iNPUT)
Dermed overtager Leapmotor førstepladsen fra MG4 EV Extended Range, der fortsat er et stærkt tilbud med 545 kilometers rækkevidde til 234.999 kroner. Det giver 431 kroner pr. kilometer. Forskellen er ikke enorm. Men den er stor nok til at vælte MG af tronen.
Og Leapmotor nøjes ikke med at snuppe guldet. Den bedre udstyrede B05 Design indtager tredjepladsen. Den har samme batteri og rækkevidde som vinderen, men koster 209.990 kroner. Dermed lander den på 436 kroner pr. kilometer. Selv den billigste B05 Life med 401 kilometers rækkevidde til 179.990 kroner blander sig helt i toppen med 449 kroner pr. kilometer.
Tre af de fem øverste placeringer tilhører altså den samme kinesiske elbil. Det siger noget om, hvor aggressivt Leapmotor har prissat sin nyhed.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Her er de 20 elbiler med mest rækkevidde for pengene
Vi har sammenlignet danske kontantpriser med bilernes officielle WLTP-rækkevidde. Prisen er divideret med antallet af kilometer, og resultatet er afrundet til nærmeste hele krone. Jo lavere beløb, desto mere officiel rækkevidde får man for pengene.
Hyundai ligner pludselig et rigtig godt tilbud
En anden bil, der har blandet kortene grundigt, er Hyundai Ioniq 3 (læs vores prøvekørsel). Den nye elektriske Hyundai er allerede blevet billigere, inden den for alvor har fået fat i de danske bilkøbere. Den 23. oktober satte Hyundai nemlig prisen på Ioniq 3 Long Range Select ned fra 249.995 til 224.995 kroner. Det er et prisfald på hele 25.000 kroner.
Hyundai Ioniq 3 (foto: iNPUT)
Med 496 kilometers WLTP-rækkevidde giver det en kilometerpris på bare 454 kroner. Dermed placerer Ioniq 3 sig foran Kia EV3, Nissan Leaf og en lang række dyrere elbiler.
Der er dog en detalje, som køberne skal være opmærksomme på. Hyundai har samtidig ændret udstyret, så varmepumpen ikke længere er standard, men skal tilkøbes. Det ændrer dog ikke ved, at Ioniq 3 har fået en særdeles skarp pris. Men det understreger også, hvorfor man ikke kun skal kigge på rækkevidden, når man vælger elbil.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Tesla er stadig stærk på langtur
Tesla er rykket ned ad ranglisten, men det er ikke det samme som, at amerikanerne er blevet et dårligere køb. Tværtimod. Model 3 Premium Long Range med baghjulstræk har en officiel rækkevidde på hele 750 kilometer. Med en pris på 339.990 kroner svarer det til 453 kroner pr. kilometer. Det sender den ind på sjettepladsen.
Tesla er stadig et af de mest fornuftige køb, hvis man går efter rækkevidde for pengene …
Og her er der en vigtig forskel på Tesla og flere af de billigere konkurrenter. Mens Leapmotor B05 Life ProMax har 482 kilometer på papiret, kan Teslaen køre 268 kilometer længere ifølge WLTP. Samtidig er Model 3 en mere oplagt kandidat til den bilkøber, der ofte kører lange stræk på motorvej.
Den billigste Tesla Model 3 er også blevet mere interessant i regnskabet. Den koster fortsat 269.990 kroner, men den aktuelle udgave er opgivet til 572 kilometers rækkevidde mod 534 kilometer i vores tidligere opgørelse. Det bringer kilometerprisen ned fra 506 til 472 kroner.
Tesla er med andre ord ikke længere tæt på førstepladsen, men mærket er stadig blandt de stærkeste, når rækkevidde, pris og langtursegenskaber skal gå op i en højere enhed.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Nissan Leaf og Kia holder fast
Man skal heller ikke afskrive de mere etablerede bilmærker. Nissan Leaf med det store batteri på 75 kWh (læs vores test) er eksempelvis blevet billigere siden vores aprilopgørelse. Prisen er nu 284.900 kroner mod tidligere 290.000 kroner. Med 622 kilometers rækkevidde giver det en kilometerpris på 458 kroner og en plads som nummer ti.
Nissan Leaf anno 2026 (foto: iNPUT)
Også Kia er godt repræsenteret. EV3 Long Range holder fast i sin position blandt de mest attraktive familieelbiler med 604 kilometers rækkevidde til 274.999 kroner.
Den større EV4 Long Range når 625 kilometer for 289.999 kroner, mens den nye kompakte EV2 Long Range leverer 453 kilometer til 214.999 kroner.
Det er værd at hæfte sig ved, fordi Kia tilbyder flere forskellige bilstørrelser, der alle placerer sig fornuftigt i vores regnestykke. Man behøver altså ikke vælge en kinesisk elbil for at få mange kilometer for pengene.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Volkswagen er røget ud af top-20
Der er også tabere i den nye opgørelse. Volkswagen ID.3 Neo med det store batteri var tidligere at finde i top-20, men er nu blevet skubbet ud af feltet. Den aktuelle ID.3 Neo Life med 79 kWh-batteri koster 314.995 kroner og er opgivet til 626 kilometers rækkevidde. Det giver 503 kroner pr. kilometer.
Det blev et farvel til ID.3 Neo … (foto: iNPUT)
Det er ikke noget dårligt regnestykke isoleret set. Men med de mange nye og billigere alternativer er konkurrencen ganske enkelt blevet hårdere. Det samme gælder blandt andre Ford Explorer Extended Range og Toyota C-HR+, der begge ligger lige uden for den opdaterede top-20.
Der er dog stadig gode grunde til at vælge dem. Plads, komfort, udstyr og køreegenskaber kan hurtigt gøre en dyrere kilometerpris værd at betale.
Den billigste kilometer er ikke nødvendigvis den bedste
Det er fristende at kigge på vinderen og konkludere, at resten af feltet bare kan pakke sammen. Men så enkelt er det naturligvis ikke. Vores rangliste måler udelukkende, hvor meget officiel WLTP-rækkevidde man får for bilens danske kontantpris. Den siger intet om, hvor mange kilometer bilen faktisk kører på en kold dansk vinterdag, eller hvor hurtigt den kan komme videre efter et ladestop.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Hyundai Ioniq 6 er et glimrende eksempel. Den ligger på sidstepladsen i top-20 med 485 kroner pr. kilometer. Men dens 800-volt-teknologi gør det muligt at lade batteriet fra 10 til 80 procent på ned til 18 minutter under optimale forhold. Det kan være langt mere værd på ferieturen sydpå end at spare 30 eller 40 kroner pr. officiel rækkeviddekilometer ved købet.
Ioniq 6 er en hurtiglader.
Der er også forskel på, hvor meget udstyr man får med i prisen, hvor meget plads der er på bagsædet, og om bilen overhovedet passer til familiens behov.
Og så er der selve WLTP-tallet. Det er en standardiseret måling, som er god til at sammenligne biler på tværs af mærker. Men den er ikke en garanti for, hvor langt bilen kører på motorvejen med 130 km/t, modvind og fem graders varme. Her giver vores egne motorvejstests et mere realistisk billede.
Konklusionen er alligevel svær at komme udenom. Siden april er det blevet muligt at købe en elbil med næsten 500 kilometers officiel rækkevidde for under 200.000 kroner. Og hvis man kun går efter flest mulige WLTP-kilometer for pengene, er det ikke længere MG eller Tesla, der sidder på tronen.
Det er Leapmotor.
Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.