Bokeh effekten har også fået et hak op – her er det nu muligt at ændre på, hvor meget baggrunden skal være uskarp. Den er samtidig blevet en lille smule klogere – omend der stadig er masser af plads til forbedring, for eksempelvis hår bliver alt for ofte blandet sammen med baggrunden.
Frontkameraet har fået OIS – optisk billedstabilisering. Hvis du er typen der laver selfies eller selfievideo er det en ret vigtig opdatering, for det gør virkelig en forskel.
Batterilevetid som en Plus model
iPhone XS Max har væsentlig bedre batterilevetid end hvad jeg kunne presse ud af den iPhone X jeg tidligere brugte. Ikke sådan at forstå, at batterilevetiden er hidtil uset, men den svarer nogenlunde til, hvad vi så med iPhone 8 Plus og en del bedre end iPhone XS. Ved “normal” brug ender jeg på at kunne komme igennem en dag med ca. 25% tilbage på batteriet. Det er i hvert fald en del bedre end den panik der oftest opstod hen imod kl. 16 hver dag da jeg brugte iPhone X. Desværre er der jo en tendens til, at batteriet degenerer over tid, så de 25% “buffer” får nok hurtigt ben at gå på. Men i hvert fald er batterilevetiden bedre end både iPhone X og XS og nogenlunde på linie med iPhone 8 Plus, hvilket nok er det bedste man kan håbe på med dagens teknologi. Vi ved endnu ikke, hvilket batteri der egentlig sidder i telefonen – for det siger Apple ikke, og ingen har endnu haft muligheden for at skille telefonen af og kigge efter.
Hvor er hurtigopladeren?
Peter Ryming kritiserede i sin anmeldelse af iPhone XS at der ikke fulgte en hurtiglader med i kassen, og den kritik tilslutter jeg mig uforbeholdent – og på Max er det måske endda endnu værre, fordi den er endnu dyrere. Hvis man giver 13.000 kr. for en telefon bør man altså ikke skulle smide flere hundrede oveni for at få en oplader der kan levere mere end 5Watt. Jeg kunne i øvrigt også godt have tænkt mig, at Apple endelig havde skiftet til USB C i denne generation – omend jeg godt er klar over, at det også ville afføde kritik. Til gengæld græder jeg mig ikke i søvn over manglen på en 3,5mm dongle – for bluetooth headsets er simpelthen bare langt mere praktiske i sammenhæng med en telefon. Og den koster i øvrigt ikke mange basseører, så hvis man endelig har brug for den er det ikke en enorm investering. Men opladeren? Kæmpe fejl, Apple. Kom med den næste gang.
Artiklen fortsætter efter annoncen