Det franske firma Transition-One tilbyder at omdanne din gamle benzin- eller dieseldrevne bil til en elektrisk ditto – og prisen vil være langt lavere end på en ny elbil. Det fortæller Bloomberg. Ifølge nyhedstjenesten har franskmændene udviklet teknologi, der gør det muligt at udskifte motoren og tilføje et batteri og et helt nyt instrumentbord til ældre bilmodeller. I første omgang modeller fra Volkswagen, Fiat, Renault og Peugeot.
– Jeg sælger til personer, der ikke har råd til en helt ny elbil til 20.000 euro. Vi omdanner de bedst sælgende bilmodeller i Europa til elektriske biler, siger grundlæggeren af Transition-One, Aymeric Libeau, til nyhedstjenesten.
Han har blandt andet omdannet en ældre Renault Twingo til en elektrisk model med en rækkevidde på 180 kilometer. Der er installeret tre batteripakker under kølerhjelmen og to yderligere i det hulrum, hvor benzintanken tidligere var placeret. Batterierne er i øvrigt leveret af Tesla.
Artiklen fortsætter efter annoncen


