Indrømmet: Routere er ikke synderligt sexede. De er heller noget, man orker at bruge for meget tid på at undersøge inden køb, for når de først er sat op ”er de der bare”. I bedste fald skal du sjældent pille ved dem igen. Undertegnede har altid haft en laissez-faire holdning til routere og har kørt med den samme i årevis. Og jeg er blevet snydt. Så vandet driver. Netgears nye Nighthawk X8 har nemlig vist mig, hvad jeg er gået glip af.
Ikke alene er Netgear Nighthawk X8 skabt til at skubbe massive mængder data trådløst rundt i hjemmet, routeren er også udstyret med lækre små funktioner, der hjælper med at administrere og optimere netværket helt automatisk. Resultatet er en hamrende lækker æske, der i den grad leverer varen – men den er samtidig et ordentligt skrummel, der scorer lavt på WAF-faktoren, er rent overkill for de fleste almindelige brugere – og hundedyr oven i købet.
Al den teknik
X8 har såkaldt tri-band-teknologi. Uden at blive for teknisk så betyder det, at routeren kan ”bundle” tre trådløse forbindelser (2 x 5GHz og en 2,4GHz) og give overførselshastigheder på op til brutale 5,4 Gbps. Teknologien giver ikke alene høj hastighed, den giver også mulighed for at sortere mellem de langsomme og hurtige wifi-enheder og køre dem på hver deres trådløse forbindelse. Normalt er et trådløst netværk aldrig hurtigere end den laveste fællesnævner, men det er altså ikke tilfældet her. Ved at bruge ”Smart Connect”-funktionen tildeles hver enhed strategisk til det hurtigst mulige netværk. Det betyder, at en gammel trådløs printer, der kun understøtter 802.11b/g ikke giver nyere 802.11ac-kompatible enheder en langsom forbindelse.
Artiklen fortsætter efter annoncen

