Zelda, Zelda, Zelda … I over 25 år har du givet mig søvnløse nætter.
I over 25 år har jeg i skikkelse af Link kæmpet, udforsket og vredet min hjerne for at få dig ud af Ganons klør. Og igennem 25 år har jeg gentaget denne øvelse, hver gang du igen er blev fanget i én af hans diabolske planer.
Men i løbet af det seneste årti er jeg gået en smule kold i at rede din naive, royale bagdel. Formularen har selvfølgelig varieret en smule, men siden klassikeren over dem alle ’Ocarina of Time’ har konceptet (find dungeon, løs gåder og kæmp i dungeon, stop Ganon) ikke udviklet sig markant – indtil nu.
Tilbage i topform
For ’Breath of the Wild’ er Zelda både til den gamle og den nye generation. Som et Rolling Stones ’Greatest’-album tilsat 100 komplekse, nye numre, der alle oser af genopdaget vigør, fantasifuldhed, nerve og legelyst. Og samtidig ser de bedre ud end nogensinde før på albumcoveret.
’BotW’ føles pirrende familiært – du har spist suppen før, og den dybe tallerken er ikke genopfundet. Men der er brugt nye materialer i tilblivelsen, som gør hver skefuld af suppen til en nydelse.
’BotW’ er simpelt hen en magtdemonstration af Nintendo, for open world-spil har ganske enkelt fået sig en ny standard at måle sig efter.
Skabt til udforksning
Kortet er proppet med frodige skove, enorme bjergrygge og grønne vidder – for ikke at tale mennesker, dyr og monstre, hvilket i og for sig ikke er revolutionerende.
Men hvor andre open world-spil hovedsageligt bruger omgivelserne som pynt tilsat lidt sidemissioner, så er sagen en helt anden i ’BotW’.
For selv om spillet rent grafisk halter efter spil som fx ’Horizon: Zero Dawn’, så er den ved første øjekast lidt skrabede og knap så detaljerede legeplads fyldt til bristepunktet med aktiviteter.
Hemmelighederne er utallige, og over hvert et bakkedrag eller bag hvert et bjerg gemmer sig potentielt en ny udfordring, hvilket hele tiden bliver et incitament for en række ’bare lige fem minutter til, inden jeg slukker’-undskyldninger. Timerne forsvinder simpelt hen, mens du løber, rider, jager, kokkererer, bygger, bestiger, svømmer og fægter dig gennem den enorme spilverden, som efter sigende tager over en halv time at krydse. Og så det siges, at selv om grafikken er dateret, så er den stadig charmerende og passer perfekt til Zelda-universet.
Brug omgivelserne kreativt
Desuden er det en verden bygget op omkring fysikkens love: ”Kan jeg få denne tømmerflåde til at svæve ved hjælp af balloner?”, ”Kan jeg bestige denne klippe for derefter at svæve ud til den afsidesliggende ø?” eller ”Kan jeg udrydde fjendes lejr ved af en slags døds-petanque, hvor jeg triller bomber derned fra toppen af en bakke?”.
Svarene er ja, og spillet inviterer til, at du hele tiden tænker kreativt og finder dine egne løsninger på problemerne. Du kan ikke spille ”forkert”, og derfor bliver den enkeltes tid sammen med Link unik.
Overflod af gåder og grå hår
Det hele er dog – heldigvis – ikke nyskabende. Zelda-serien har som sagt altid været kendt for sine dungeons, hvor først gåder testede hjernen, og derefter kom fingrefærdighederne på prøve i den obligatoriske boss-kamp. De dungeons (i en radikalt opdateret version) findes stadig, men Nintendo har som noget helt nyt valgt at introducere såkaldte shrines.
Hvert shrine indeholder enten gåder eller en styrkeprøve, og der er over 100 af disse spredt rundt omkring på kortet. Blot at finde disse små mini-baner kan koste socialt samvær i dagevis, men derudover er nogle af dem djævelsk komplicerede og kan tage næsten en time at gennemføre.
100 timer plus det løse
Læg dertil stribevis af hoved- og sidemissioner, udkigstårne (i stil med Assassins Creed-spillen) og monster-lejre, og så har du et spil, der snildt kan koste over 100 timer af din tid.
Og så venter der også udfordringer til de kampivrige. I ’BotW’ går våben og skjold nemlig i stykker, så du hele tiden bør sørge for at have et velassorteret våbenarsenal, hvor du gemmer de bedste af slagsen til de mest genstridige fjender. For nogle af spillets modstandere kan virkelig udfordre dig til punktet, hvor nervøse sammentrækninger i ansigtet dukker frem.
Vi taler ikke ’Dark Souls’-sværhedsgrad, men et par gange nåede et ”for helvede!” over mine læber, når samme boss havde kostet mig livet over 10 gange. Frustrerende, men ikke uretfærdigt, for styringen af Link sidder (som altid) lige i skabet, og ’Game over’-skærmen er kun udtryk for ens egne mangel på evner. Løsningen: ”Git gut,” som de unge siger.
Ingen er perfekt
Inden dette går hen og bliver et, langt heltekvad om spillets fortræffeligheder, så må det også nævnes, at man i løbet af de mange timer i Hyrul desværre støder på et par minusser. Styringen er overordnet set skarp og lige i skabet, men spillets menuer er ret omfattende, hvilket betyder, at det fx i kampe kan være ret bøvlet at få nyt liv eller skifte mellem våben.
Stemmeskuespillet er horribelt udført af mennesker, der højst sandsynligt alle er opstøvet på det lokale amatørteater i Japan– tænk folk, der har lært engelsk ved at se ’Downton Abby’.
Desuden kæmper spillet en smule med framerate visse steder. Efter udgivelsen har ’BotW’ dog modtaget en mindre patch, der øjensynligt gør alt en smule glattere, men der forekommer stadig hektiske øjeblikke, hvor frameraten falder et godt stykke under de 30fps, der sigtes efter.
Ærgerligt, men helt ærligt så har ’Game of Thrones’ også sine fejl – det ændrer dog ikke på, at det overordnet er tæt på genialt.
Næsten en Switch værd
’BotW’ er nemlig Switch’ens pièce de résistance og absolut største salgsargument. Og hvis du ikke ejer en Wii U, som spillet også er udkommet til, så er ’BotW’ (næsten) en Switch-investering værd – så godt er det bare.
Zelda-jomfruer vil blive overvældet over, hvor meget fænomenalt indhold, der kan presses ned i en titel. For Zelda-veteraner vil det være nyskabende nostalgi, der præger oplevelsen.
Fælles for begge grupper vil dog være følelsen af at sidde midt i et af de bedste spil – nogensinde.