ElbilerTophistorie

Lucid Air er nu officiel – og den kommer til Danmark

Luksus-elbilen Lucid Air, der lokker med lang rækkevidde og hurtig opladning, blev præsenteret i nat. Den kommer til Danmark næste år.

Den har en rækkevidde på over 800 kilometer og kan oplade 480 kilometer på batteriet på bare 20 minutter. Det lover i hvert fald Lucid Motors, der natten til torsdag officielt lancerede produktionsudgaven af deres første elbil Lucid Air ved et digitalt event. Firmaet åbnede samtidig for forudbestilinger – også herhjemme, hvor luksusbilen forventes at komme i handelen næste år.

De seneste uger har marketingstrompeterne spillet på højtryk for at skabe opmærksomhed om bilen. Ikke alene fortæller de, at Lucid Air vil slå Tesla Model S Long Range på rækkevidde – Air kan også lades op igen i lynfart. Lucid hævder, at bilen kan oplades med op til 300 kW og lidt over 32 kilometer i minuttet. Det kan lade sig gøre takket være et 900 volt system, sammenlignet med Tesla, der har 400 volt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Air har også en batteripakke på 113 kWh og det skal, sammen med et meget aerodynamisk design, give bilen en rækkevidde på over 800 kilometer ifølge den amerikanske EPA-måling. Hvad rækkevidden bliver i den mere realistiske Europæiske WLTP-måling vides endnu ikke.

Svævende skærm

Lucid Motors fortæller at bilen er lidt kortere end Tesla Model S, men vil være langt mere rummelig indenfor takket være en mere kompakt drivlinje. Foran føreren “svæver” en buet 34-tommers skærm i 5K-opløsning, der viser aktuelle info om bilen. Infotainmentsystemet betjenes via en trykfølsom opretstående og tablet-lignende skærm, der kan gemmes i kontrolpanelet.

I øvrigt kan infortainmentsystemet også betjenes via stemmen. Lucid Air har nemlig indbygget Alexa-assistent. Alexa kan blandt andet tage sig af navigation, lydsystem, telefon og klimasystem, oplyses det i pressemeddelelsen.

Fire varianter

Lucid vil lancere fire forskellige varianter af Air. Den første bliver den temmelig pebrede Lucid Air Dream Edition, der koster 169.000 dollars (omkring 1,1 mio. kr. inden danske afgifter), men billigere versioner følger senere – se nedenfor. Den billigste model får en pris på “under 80.000 dollars” (500.000 kroner), men kommer først i handel i 2022.

VersionEffektRækkeviddePrisLancering
Lucid Airi.o.i.o.80.000$2022
Lucid Air Touring620hk653 km95.000$Sent 2021
Lucid Air Grand Touring800hk832 km139.000$Midt 2021
Lucid Air Dream Edition1.080hk810 km169.000$Forår 2021

Allerede i januar måned fortalte Lucid Motors, at Danmark er et af de få europæiske lande, hvor bilen kommer på markedet – og det er allerede muligt at forudbestille bilen mod et depositum på 1.000 dollars. Dog er de danske priser på bilen endnu ikke meldt ud, ligesom det ikke fremgår hvordan bilen skal sælges herhjemme. Lucid lover, at de oplysninger kommer tættere på salgsstart.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her er flere billeder af krabaten:

Back to top button