Tesla-ejere i Danmark må væbne sig med tålmodighed, hvis de havde håbet på Full Self-Driving Supervised i løbet af sommeren. Efter tirsdagens møde i EU’s tekniske komité for motorkøretøjer, TCMV, står det klart, at den hollandske godkendelse ikke bare bliver rullet ud over resten af Europa med et stempel og et smil.
Holland har ellers allerede givet Tesla en foreløbig national godkendelse, efter halvandet års test på bane og offentlig vej. Men godkendelsen gælder indtil videre kun i Holland. Og her begynder balladen.
Norden vil se mere end hollandske testdata
For Tesla er Holland den perfekte døråbner. Landet har flade veje, tætte byer og en myndighed, RDW, der længe har været blandt de mest åbne over for avancerede førerassistentsystemer. RDW mener selv, at FSD Supervised kan bidrage positivt til trafiksikkerheden, så længe føreren bruger systemet korrekt og hele tiden holder øje med vejen.
Artiklen fortsætter efter annoncen

